|
Forside | Log ind |
 
|
| Oldtiden | Middelalderen | Renæssancen | Oplysningstiden | Romantikken | Moderne | Postmoderne | Litterære Genrer | Kontakt |
|
Erfaringerne og minderne fra 2. Verdenskrig De brutale og traumatiske begivenheder i Europa under 2. Verdenskrig (1939-1945) førte til reaktioner indenfor stort set alle litterære genrer, da alle forfattere kæmpede med de samme problemstillinger. Ingen forstod de totalitære regimers brutalitet, den moderne krigsførelse, som dræbte millioner og lagde byer øde, og ikke mindst holocaust. Blandt de forfattere, som forsøgte at forstå og udforske den europæiske krise fra både forskellige kulturelle og personlige perspektiver var den britiske forfatter George Orwell, kendt for satiren Animal Farm (”Kammerat Napoleon”) og den dystopiske politiske fremtidsvision Nineteen Eighty-Four (1984), jøden Primo Levi, som skrev om sit forfærdelige ophold i Auschwitz, og tyskeren Günter Grass, der først og fremmest er kendt for romanen Die Blechtrommel (”Bliktrommen”). Alle disse forfattere og mange andre forsøgte at forstå, hvordan løgne og irrationelt massemord kunne smadre den moderne europæiske civilisation, og de forsøgte at få deres læsere til at huske på de forfærdelige hændelser og derved forhindre, at de gentog sig i fremtiden. Efterkrigstiden Den omfattende vold og brutalitet og det massedrab, som havde fundet sted under 2. Verdenskrig, kunne ikke sammenlignes med noget andet, europæerne tidligere havde oplevet, og det overgik endda brutaliteten fra Den store Krig (1. Verdenskrig). Forskellen fra tidligere konflikter var, at især civile blev ramt under konflikten, da næsten alle de lande, som var i krig, på en eller anden måde blev påvirket af enten besættelsestropper eller massive bombardementer. Historikere antager, at omkring 60 millioner mennesker blev dræbt under 2. Verdenskrig, heraf omkring 20-25 millioner alene i Sovjetunionen. Det vides ikke med sikkerhed hvor mange civile, der blev dræbt i Europa eller andre dele af verden, men 6 millioner døde i holocaust, og mange flere millioner døde i de udbombede byer, koncentrationslejre og som følge af militær undertrykkelse. Og de, der overlevede, havde fået ødelagt deres liv. Europas intellektuelle kæmpede som følge heraf med nogle særdeles smertelige og ubesvarlige spørgsmål om årsagen til denne massevold og brutalitet i en moderne verden. Hvordan kunne sådan en eksplosion af vold og brutalitet finde sted i det, som europæerne havde betragtet som den mest moderne og civiliserede del af verden? På trods heraf var det denne del af verden, som blev ramt af verdenshistoriens mest brutale hændelse. Det var åbenlyst, at flere forskellige former for militarisme, racisme og ekstremistiske ideologier havde ført til krigen, men hvordan kunne så mange mennesker samle sig om sådan nogle brutale ideologier? Hvordan kunne så mange veluddannede og angiveligt civiliserede mennesker tage del i sådan en brutalitet og forbrydelse mod menneskeheden? Forsøget på at beskrive og forstå omfanget af tragedien blev et af de vigtigste temaer i efterfølgende europæisk kultur- og litteraturhistorie. Gang på gang forsøgte intellektuelle at forstå omfanget af disse begivenheder. Krigen, jødernes udryddelse og banal ondskab, som Hannah Arendt omtaler det, forblev uundgåelige problemstillinger for enhver, som forsøgte at forstå det 20. århundredes historie. Talrige historikere, filmskabere og forfattere forsøger stadig den dag i dag at forstå, hvad der skete i midten af det 20. århundrede. Søgen efter at forstå denne begivenhed kan dog indledes blandt de litterære værker, som er blevet forfattet af personer, som oplevede og formåede at overleve krigens forfærdelige hændelser. De litterære reaktioner på krigen dukker op i værker i alle europæiske lande i efterkrigstiden med det formål at forklare og forstå galskaben. Forfatterne havde, om end de kom fra forskellige baggrunde og oplevede krigen forskelligt, ofte det til fælles, at de ønskede sikre, at folk ikke glemte krigen. Blandt disse forfattere var den italienske jøde Primo Levi, der opholdt sig ti måneder i Auschwitz, englænderen George Orwell, som i kølvandet på krigen frygtede for de totalitære regimer, og sidst tyskeren Günter Grass, der ønskede, at tyskerne skulle påtage sig et stort ansvar for krigen. Alle forfattere kom fra forskellige lande og udmærkede sig ved, at de ikke var begrænset til en enkelt nationalkultur eller oplevelser, hvorfor de tiltrak læsere fra hele verden. Primo Levi – Hvis dette er et Menneske Kampen for at forstå og skabe mening ud af krigens galskab var særlig smertefuld for de få mennesker, som overlevede de nazistiske dødslejre. En af de få, som overlevede, var den italienske jøde Primo Levi (1919-1987), der voksede op i en ikke særligt troende jødisk familie i Torino. Han interesserede sig som ung ikke særligt for sin jødiske identitet, da familien var assimileret, følte sig som italienere og var en del af det italienske samfund og den italienske kultur. Primo Levi studerede kemi og fysik på universitetet i Torino og fik sin eksamen i 1941. Forinden var det dog blevet forbudt af fascisterne for jøder at blive optaget på universitetet. Dermed oplevede oplevede han for alvor, hvilken prekær situation det var at være jøde i det fascistiske Italien, og hvilke problemer, der var forbundet hermed. Han fik dog lov til at færdiggøre sine studier og begyndte efter sin eksamen at arbejde som kemiker i Torino. I 1943 sluttede Levi sig til en antifascistisk partisangruppe, som var knyttet til det liberal-socialistiske Partito d'Azione. Gruppen blev imidlertid infiltreret af fascisterne, hvilket medførte, at hele gruppen arresteredes efter kun et par måneder. Levi og hans jødiske partisanfæller blev interneret i Fossili (nær Carpi i distriktet Modena). Herfra blev de i slutningen af januar 1944 fragtet med godstog til Auschwitz. Primo Levi var uddannet kemiker og blev af nazisterne betragtet som arbejdsduelig. Han blev således fange nummer 174517 i Auschwitz III (Auschwitz-Monowitz) og arbejdede i et laboratorium oprettet af firmaet I.G. Farbens Buna-Werke. I begyndelsen af januar 1945 blev han syg af skarlagensfeber og blev indlagt på infirmeriet. Da nazisterne den 18. januar tømte fangelejren før de sovjetiske styrkers ankomst, blev de syge efterladt til at dø. Men med hjælp fra nogle medfanger lykkedes det Levi at holde sig i live, indtil den Den røde Hær ankom den 27. januar. Fangerne blev sendt til Katowice, og derfra foretog han en rejse til Torino, som tog ni måneder. Undervejs skrev Levi sammen med sin medrejsende dr. Leonardo De Benedetti en rapport om de sanitære og medicinske forhold i Auschwitz. Halvandet år senere, efter de var kommet tilbage til Italien, blev rapporten publiceret i et medicinsk tidsskrift (Minerva Medica). Hele oplevelsen havde ændret Primo Levis selvforståelse og hans opfattelse af verden, og han følte et enormt behov for at skrive om det. I 1947 udkom hans bog Se questo è un uomo? (”Hvis dette er et menneske?”), som ikke blev publiceret i et ret stort oplag. Den blev dog senere genudgivet på italiensk og på engelsk under titlen Survival in Auschwitz. Primo Levis beskrivelse af, hvad han oplevede i Auschwitz, er en af de stærkeste memoirer skrevet nogen sinde. Måden, han skriver på, er fuldstændig blottet for indlevelse og følelser, men skrevet meget videnskabeligt. Han kredser hele tiden om menneskets overlevelse under de frygteligste fysiske og mentale strabadser og fornedrelse. Primo Levi skrev først og fremmest om den umenneskelige brutale proces, hele massedrabet var, en proces, som han oplevede som en fuldstændig nedsmeltning af den menneskelige fornuft. Hvorvidt man overlevede dødslejren var fuldstændig tilfældigt og et spørgsmål om blind skæbne, da man kunne være offer for en fangevogters onde luner eller en medfanges vrede eller bare det faktum, at man kunne være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Enten blev man sendt direkte i gaskamrene, eller også blev man sat til at arbejde. Fangerne blev med andre ord frataget enhver form for menneskelig værdighed. De billeder, han fremkalder i bogen, fremmaner nogle af de mareridt, som man oplever i Dantes Inferno (”Helvede”) fra værket Den guddommelige Komedie. I dette senmiddelalderlige værk var Inferno det sted, hvor de fordømte må leve uden håb og uden mulighed for at undslippe. At træde ind i Auschwitz var ligesom at træde ind i Dantes Inferno, hvor al menneskelig medfølelse, fornuft og solidaritet forsvinder. Her lever fangerne uden håb og uden mulighed for at undslippe. Levi og hans medfanger blev reduceret fra at være et individ til at være et nummer og uværdige væsner, som var ringere stillet end dyr. Kampen for at overleve i Auschwitz var uden pusterum ifølge Primo Levi, fordi alle var desperate, alene og kæmpede for overlevelse. Forfærdelsen af denne oplevelse beskrev Levi i denne bog, men han ønskede også, gennem litteraturen, at vise, at mindet og muligheden for en moralsk dom kunne overleve, så længe nogen fortalte historien. Primo Levi arbejdede efter krigen som kemiker på farvefabrikken DUCO, som tilhørte Nobelkoncernen. I 1963 udkom Tøbruddet, hvori han beskrev sin lange tur hjem fra Auschwitz-Monowitz. I Torino fortsatte han med at arbejde som kemiker på farvefabrikken DUCO, og først fra 1975 levede han af sit forfatterskab. Igennem hele sit liv kæmpede han med angst og depression. Han havde et meget ambivalent forhold til sin egen overlevelse, og han kunne ikke forstå, hvorfor han skulle overleve, mens så mange andre døde. Primo Levi døde i 1987, da han faldt ned af trapperne. Det er omdiskuteret, om der var tale om selvmord eller uheld. Året forinden skrev han sin sidste bog De druknede og de frelste. George Orwell og 1984 Det var kun meget få forfattere, som kunne relatere til og skrive om de forfærdelige oplevelser, som Primo Levi havde haft i Auschwitz. Men det lykkedes andre forfattere at skrive om andre aspekter af krigsoplevelsen. Englænderen George Orwell var en af de forfattere, som fandt andre temaer at skrive om i sine efterkrigsromaner. George Orwell, hvis rigtige navn er Eric Blair, blev født i Motihari i Indien, som på dette tidspunkt var en del af Det britiske Imperium. Han voksede dog op i England og gik som ung mand på den berømte skole Eton. Hans familie kunne imidlertid ikke betale for universitetet, hvorfor han blev ansat ved Indian Imperial Police i Burma, og han kom som følge heraf til at hade imperialismen. Han besluttede i 1927 at forlade politiet og blive forfatter. Oplevelserne i Burma fik ham til at skrive romanen Burmese Days. Året efter flyttede han til Paris, hvor han ernærede sig som freelance-journalist, dog uden den store succes. Han flyttede tilbage til England og begyndte at anvende navnet George Orwell som pseydonym. På grund af udviklingen i 1930'erne begyndte han at interessere sig for politik. Da Den spanske Borgerkrig brød ud, rejste han i december 1936 til Spanien for at kæmpe på den republikanske side imod Francos fascistisk-nationalistiske opstand. Han blev en del af gruppen Independent Labour Partys, som sluttede sig til den antifascistiske milits under Partido Obrero de Unificación Marxista, som var et revolutionært-socialistisk parti. De mente, at Franco kunne besejres, hvis arbejderklassen arbejdede sammen og afskaffede kapitalismen. Han blev alvorligt såret af et skud i halsen i maj 1937 og måtte som følge heraf forlade Spanien. Men før han forlod Spanien, var han vidne til kommunisternes overgreb på andre antifascistiske grupper, heriblandt socialister og anarkister. Og mødet med den kommunistiske undertrykkelse af andre antifascistiske grupper i Spanien fik stor betydning for Orwell, da det fik ham til at bekymre sig om de politiske ideologier, som resulterede i undertrykkelse. Dette skrev han om i det selvbiografiske værk Homage to Catalonia (”Hyldest til Catalonien”). Lige før 2. Verdenskrigs udbrud erfarede Orwell, at han havde turberkolose og således ikke var i stand til at tjene i den britiske hær under krigen. Han ønskede dog at gøre tjeneste og skrev derfor avisartikler om krigen og blev på den måde dybt involveret i begivenhederne. Eksempelvis opholdt han sig i London under det massive tyske bombardement af byen og fik også sit eget hus bombet. I februar 1945 rejste Orwell til Frankrig som krigskorrespondent og nåede endda til Tyskland. Orwell overlevede krigen, men nærede en dyb frygt for, hvilken retning det moderne samfund ville tage efter krigen. Først og fremmest bekymrede han sig om, hvorvidt totalitarismen ville overleve og leve videre i andre afskygninger. Han frygtede, at krigens afslutning ikke ville betyde enden på de totalitære systemer, og nærede størst frygt for kommunismen, men var også bekymret for en genoplivning af fascismen og andre totalitære bevægelser. I 1945 skrev Orwell den satiriske roman Animal Farm (”Kammerat Napoleon”), som advarede mod farerne ved kommunistiske diktaturer. I romanen skaber han et socialistisk sammenhold mellem gårdens dyr, som laver revolution mod deres menneskelige herrer. Grisene strår i spidsen for revolutionen og skabelsen af det totalitære kommunistiske regime. De to grise, som kæmper om magte,n repræsenterer Lev Trotskij og Josef Stalin. Orwell ønskede dog at advarslen mod totalitarismen skulle være endnu mere eksplicit, og det fik ham til i 1948 at skrive en ny roman. Han byttede om på de sidste to tal og kom frem til fremtidsvisionen 1984 (udkom i 1949). Denne dystopiske roman, som han skrev i sine døende år, udtrykker en dyb frygt for totalitarismen og trak på hans erfaringer med både fascismen og kommunismen. Handlingen er lagt i en fremtid og et samfund, hvor alt og alle bliver overvåget og styret af centrale ministerier. Samfundet kontrolleres af ét parti, og partiet kontrollerer og styrer alle definitioner på sandhed og anvender en form for ”dobbelttænkning” til at kontrollere befolkningen. Der er også et Tankepoliti, som holder øje med alle borgerne, og tankepolitiet promoverer partiets slagord, som synes absurde: Krig er Fred, Frihed er Slaveri og Uvidenhed er styrke. Alt det, som normalt giver mening, vendes på hovedet af Orwell, hvilket har resulteret i dannelsen af adjektivet orwellsk (engelsk: orwellian), som bruges til at beskrive en situation, tanke eller tilstand, som er til skade for et frit samfund. I dette samfund viser Orwell, at individet ikke har nogen selvstændighed eller selvstændig tanke, da individet kontrolleres af totalitære kræfter. Hovedpersonen, en vis Winston Smith, arbejder i Sandhedsministeriet. Hans opgave er at revidere arkiverne, så historien bliver rettet til det, som er ”sandt” for regimet. Samfundet ledes af Big Brother, som hele tiden holder øje med borgerne og har spioner til at opdage tankeforbrydelser. Tankeforbrydere var personer, som var uenige i den herskende orden; de, som bliver opdaget og falder i unåde, fjernes og har aldrig eksisteret. Partiet kontrollerer alle informationer om fortiden, så historien hele tiden kan tjene den herskende klasse. George Orwells roman adskilte sig markant fra Levis fortælling om hans ophold i Auschwitz, men også Orwell var bekymret over det menneskelige tab af fornuft og individets værdighed. Hans bekymring gik dog på totalitarismen, da dette problem, ifølge Orwell, ikke forsvandt med krigens afslutning. Orwells roman er blevet en af de mest indflydelsesrige portrætteringer af problemerne ved de totalitære regimer. Günther Grass og Bliktrommen Det litterære forsøg på at udtrykke oplevelsen af krigen og totalitarismen kommer også til udtryk hos den tyske forfatter Günter Grass. Grass blev født i 1927 og voksede op i en katolsk familie i den tyske by Danzig, som i dag hedder Gdansk og ligger i Polen. Grass var kun fem år gammel, da Adolf Hitler kom til magten i 1933. Hans uddannelse var stærkt præget af nazismen og det nazistiske system. Danzig blev en del af Tyskland i 1939, og den unge Günter Grass blev en del af Hitlerjugend. I krigens sidste fase blev han indkaldt til Waffen-SS, men blev såret i 1945 og sad som krigsfange i Marienbad i Tjekkoslovakiet. I fangelejren begyndte Grass at tænke over sine oplevelser og evaluere sit tidligere liv. Han lærte om dødslejrene og hørte historier, som han i begyndelsen nægtede at tro på. Grass ændrede dog sit syn på Tyskland, da han erfarede, at fortællingerne fra krigens rædsler var sande. Han besluttede, at han ville huske på, hvad tyskerne havde og ikke havde gjort under nazisternes regime. Det, som blev et af hovedtemaerne i Grass' forfatterskab, var byrden og skylden, som det tyske folk skulle tage på sig for forbrydelserne. Denne erkendelse af tysk skyldfølelse fik i første omgang Grass til at trække sig tilbage fra bylivet, og han begyndte at arbejde på en gård. Han vendte dog kort efter tilbage til bylivet, da han begyndte at studere malerkunst og skulptur på kunsakademiet i Düsseldorf. Han begyndte at interessere sig for jazz og skrive digte og skuespil. Han følte, at kunstarterne og særligt litteraturen, tilbød en vej, som kunne holde mindet om, hvad tyskerne havde gjort, i live. Grass blev en del af en forfattersammenslutning kendt som Gruppe 47, som var blevet dannet i 1947 med det formål at genoplive tysk litteratur og forsvare oplysningstidens idealer om eksempelvis tolerance. Grass begyndte at skrive romanen Die Blechtrommel (”Bliktrommen”), som udkom i 1959. Romanen handler om drengen Oskar Matzerath, som bor i Danzig i Tyskland under det nazistiske regime. Igennem romanen følger vi Oskar, som stopper med at vokse i en alder af tre år, til han senere bliver indlagt på et sindssygehospital. Oskar elsker sin bliktromme, og han har en stemme, som kan splintre glas. I romanen støder læserne først på Oskar, da han som 30-årig er indespærret på en sindssygeanstalt anklaget for mord og er i færd med at nedskrive sine erindringer. Igennem hele sit liv har han betragtet verden med en særlig distance. Han bruger sin bliktromme til at tromme fortiden frem, og med den kan han skabe bevidsthed om de egentlige historiske begivenheder og protestere mod den absurde voksenverden. I dele af romanen omtaler han sig selv i tredje person, hvilket muliggør en ironisk distancetagen til emner som fx holocaust, som var forbundet med smerte, trauma og skyldfølelse. Oskar er ikke nogen helt, men til forskel fra de voksne i hans verden, afviser han at slutte sig til det nazistiske vanvid. Han bevarer en kritisk distance til nazismen og afviser dogmatisk intolerant sprog og handlinger. Romanens stil er ret surrealistisk, men forsøger igennem det utænkelige at vise, hvordan tyskerne havde handlet og ageret med det, som eksistentialisterne kalder mauvaise foi (”dårlig tro”), som handler om, at et menneske prøver at glemme sin egen frihed og blive som en ting ved at identificere sig med en bestemt social rolle. De afviser at tage ansvarlige handlinger og gør, som de får befalet af de herskende eliter. Günter Grass skrev andre romaner om disse emner, da Bliktrommen var en del af det, som han kaldte Danzigtrilogien. Han blev også politisk aktiv i det socialistiske parti, men hans værker handler ikke om demokratisk socialisme, men er en del af en større litterær reaktion på den moderne brutalitet og krigen. For Grass handlede det om at forsvare fornuft og tolerance i en verden, som skulle genopbygges. Tyskerne skulle med andre ord genfinde sig selv i en moderne tidsalder. Publikationsår: 2017 Arbejdsspørgsmål: 1. På hvilke punkter minder Primo Levi, Günter Grass og George Orwell om hinanden? 2. Portrætterer Orwells roman 1984 kun farer, som eksisterer i totalitære stater? Anbefalet litteratur: Brix, Jan Det jødiske Folkedrab i Folkemordets århundrede Moderne Verden, 2013 Levi, Primo Hvis dette er et menneske 1947 Levi, Primo Tøbruddet 1963 Levi, Primo De druknede og de frelste 1986 Orwell, George 1984 Gyldendal, 2016 Orwell, George Homage to Catalonia Important Books, 2013 Orwell, George Animal Farm Penguin Books, 2008 Grass, Günter Bliktrommen Gyldendal, 2016 |
Af: Jan Brix
|
