|
Forside | Log ind |
 
|
| Oldtiden | Middelalderen | Renæssancen | Oplysningstiden | Romantikken | Moderne | Postmoderne | Litterære Genrer | Kontakt |
|
Postmoderne litteratur er en form for litteratur, som er karakteriseret ved brugen af blandt andet selvrefleksion, intertekstualitet, metafiktion og tematiseringen af både historiske og politiske problemstillinger. Meget generelt refererer betegnelsen postmodernisme til en socio-kulturel og litterær teori og et nyt perspektiv, som har manifesteret sig indenfor en bred vifte af discipliner, som for eksempel kunst, samfundsvidenskab, arkitektur, litteratur, mode, kommunikation, teknologi og film. Postmoderne litteratur er blevet set som en reaktion på den stilistiske og ideologiske begrænsning, som fandtes i den modernistiske litteratur, og de radikale forandringer, som verden oplevede i tiden efter Anden Verdenskrig. Hvor modernistiske forfattere ofte portrætterede verden som fragmenteret og på randen af en katastrofe (bedst udtrykt gennem forfattere som Ernest Hemingway, F. Scott Fitzgerald, Albert Camus, Virginia Woolf og Thomas Mann), havde postmoderne forfattere en tendens til at portrættere verden, som om den allerede havde gennemlevet utallige katastrofer. Katastroferne gav dem en bevidsthed om muligheden for en undergang og at finde meningen og årsagen bag en begivenhed blev set som umuligt. Fra modernismen til postmodernismen - forskelle og ligheder Et af problemerne vedrørende brugen af postmodernismen er at skelne det fra modernismen. Begrebet ”postmodernisme” antyder en relation til ”modernismen”, som var en æstetisk, kulturel og kunstnerisk bevægelse, som tog sin begyndelse i de tidlige årtier af det 20. århundrede. Det latinske præfix post (”efter”) hentyder til, at ordet ordret betyder ”efter modernismen”. Af mange er postmodernismen dog blevet set som en videreførelse af og ikke et brud med modernismen. Det er særdeles vanskeligt at give en klar definition af modernismen og postmodernismen. Om begge kan man sige, at de over en længere periode har omfavnet en bred vifte af kunstneriske udtryk indenfor malerkunst, skulptur, arkitektur og litteratur. Modernismen opstod som en konsekvens af realismen i det 19. århundrede. På et tidspunkt i det 17. århundrede, hvor man var vidne til en overgang fra feudalisme til kapitalisme, begyndte en epoke, som var kendetegnet ved videnskab, sekulært verdenssyn og rationalisering. I tiden omkring Den anden industrielle Revolution i slutningen af 19. og begyndelsen af 20. århundrede, hvor man var vidne til et sammenbrud i de traditionelle samfundsmønstre, opstod modernismen. I litteraturen er modernismen karakteriseret af en afvisning af sammenhænge, afvisning af realismen, subjektivitet, ustabile identiteter, idiosynkratisk sprog, metafiktion, eksperimenterende former, fokus på det indre og en upålidelig fortæller. Hvad angår sidstnævnte, så kan fortælleren deltage aktivt i handlingen, men det er ikke altid, at fortælleren fortæller hele sandheden, hvilket er meget karakteristisk for modernistisk litteratur. Modernismen forherliger den upålidelige fortæller, og den modernistiske fortæller har ligeledes en tendens til at være helten i fortællingen. Hans eller hendes personlige indblanding i begivenhederne hindrer imidlertid objektivitet. Fortælleren har en tendens til at narre læseren og skjule visse begivenheder. Efter indførelsen af tidszoner i 1884 blev samtidens forfattere for alvor bevidste om tidsforskelle, og det eroderede den lineære tidsopfattelse. Det psykologiske tidskoncept påvirkede mange modernistiske forfattere, som for eksempel Virginia Woolf og James Joyce, som brugte bevidsthedsstrømme i et forsøg på at beskrive sindets tilfældige spring mellem begivenheder i fortiden, fragmentering af nutiden og forventninger til fremtiden. Den teknologiske udvikling og endda videnskabelige teorier blev ikke længere opfattet som objektive. Moderne videnskabelige teorier blev set som fragmenterede og subjektive, og modernisterne mente, at der ikke fandtes en absolut og korrekt måde at beskrive verden på. Den sene modernitet var vidne til en hastig teknologisk fremgang, som enten blev hyldet af futuristerne eller kritiseret som nedværdigende for mennesket. Maskinen blev en metafor hos mange forfattere, særligt til at beskrive arbejdernes forhold under kapitalismen. Menneskekroppen blev dog også beskrevet som en maskine af taylorismen, hvis mål var et underlægge sig kroppen og gøre den så effektiv som mulig. Postmodernismen har utvivlsomt videreført en række træk fra modernismen, men på mange områder tager postmodernismen skridtet videre. Postmodernistiske kunstnere og teoretikere fortsætter med at anvende de eksperimenter, som man også kan finde i modernistiske værker, hvilket inkluderer brugen af selvbevidsthed, parodi, ironi, fragmentering, sammenblanding af grupper, samtidighed og sammenbruddet mellem finere og lavere former for kunstneriske udtryk. På denne måde kan postmodernistiske kunstformer ses som en videreførelse af den modernistiske tankegang. Andre foretrækker dog at se postmodernismen som et radikalt brud med modernismen, da man i efterkrigstiden havde nye måder at præsentere verden på gennem TV, film og computeren. Modernistiske og postmodernistiske litterære værker har ofte det til fælles, at de bevidst er tvetydige og giver mulighed for talrige tolkninger. Individet eller det, som beskrives i disse værker, beskrives ofte som noget uden et mål i livet, og det bliver umenneskeliggjort. I stedet bliver menneskene,, som det er tilfældet hos Tiresias i T.S. Eliots The Waste Land (1922), repræsentanter for en tidsalder eller civilisation. Modernismen og postmodernismen giver en stemme til den fragmenterede vestlige verden, som i det 20. århundrede begyndte at opleve en enorm usikkerhed, fordi de vestlige lande løbende mistede deres kolonier i Asien og Afrika. Europa var blevet splittet af de to verdenskrige, og dets intellektuelle og sociale fundament var blevet rystet i sin grundvold af politiske teorier som marxismen og postkoloniale globale migrationer, nye teknologier og et magtskifte fra Europa til USA. Selv om både modernismen og postmodernismen tematisk og teknisk fokuserer på fragmentering og diskontinuitet, er det faktisk dette som markerer forskellen mellem de to bevægelser. Modernismen ser fragmenteringen af den samtidige verden, og den beklager tabet af sammenhold og indikerer, at man gennem kunsten kan skabe enhed, samhørighed, kontinuitet og genvinde det tabte liv. Således sørger digteren T.S. Eliot over, at den moderne verden er en ufrugtbar ødemark, og fragmenteringen og den manglende sammenhæng påvirkes af strukturen i The Waste Land. Fragmenteringen er et af de mest prominente elementer i postmoderne tekster, da dette refererer til et sammenbrud i handlingen, karaktererne og temaet. Handlingen præsenteres eksempelvis ikke i et realistisk eller kronologisk skema, men som et sammensurium af begivenheder og omstændigheder. Et eksempel herpå er Sandra Cisneros The House on Mango Street fra 1984, som fortælles gennem en række vignetter og ikke gennem en traditionel narrativ struktur, som man ellers kunne forvente af en dannelsesroman. Postmodernismen hylder fragmenteringen og desorienteringen, og det ses ikke som noget tragisk, da de ser fragmenteringen som den eneste eksistensmulighed, og man forsøger ikke at flygte fra den. Her møder postmodernismen poststrukturalismen, som blev udviklet af bl.a. Michel Foucault, Jacques Derrida og Gilles Deleuze. Både postmodernismen og poststrukturalismen anerkender og accepterer, at det ikke er muligt at have et centrum, da det konstant bevæger sig ud i periferien, mens periferien konstant bevæger sig i retningen af centrum. Centeret, som opfattes som magtens centrum, bliver kontinuerligt svagere og svagere, mens den allerede svage periferi kontinuerligt forsøger at tage magten. Man kan argumentere for, at der ikke var noget egentligt magtcentrum, men derimod adskillige centre. Den postmodernistiske manglende tro på sammenhæng og enhed peger på en anden afgørende forskel mellem modernisme og postmodernisme. Modernismen tror at sammenhæng og enhed er muligt og lægger stor vægt på betydningen af rationalitet og kosmos. Det er modernismens antagelse, at jo mere rationalitet jo mere orden, og det skaber alt i alt et bedre samfund. For at skabe orden skaber modernismen konstant kaostilstand i sin portrættering af ”det andet”, som inkluderer ikke-hvide, ikke-mandlige, ikke-heteroseksuelle, ikke-voksne og ikke-rationelle mennesker. Modernismen skabte indtrykket af, at alle marginaliserede, perifere samfund, såsom sorte, homoseksuelle og kvinder, er befængt med kaos. Hos postmodernister begyndte grupper, som ikke tidligere havde en stemme, at opnå større synlighed. Etniske minoriteter og kvinder blev mere synlige. Med skiftet fra produktionsøkonomi til serviceøkonomi var det lettere for kvinder at finde et arbejde og herigennem opnå økonomisk uafhængighed. Seksuel befrielse var også et gennembrud for både heteroseksuelle og til en vis grad også for det homoseksuelle miljø. Realisme og postmodernisme Både modernismen og postmodernismen havde et særdeles desillusioneret forhold til det 19. århundredes realisme. Realismen forsøgte at bevare illusionen om, at det fortalte var en sandsynlig og gyldig version af verden. I den realistiske narrativ var det den klare opfattelse, at fortællingen var et vindue til virkeligheden, hvilket står i skærende kontrast til modernistiske og postmodernistiske værker, som forvrænger dette billede. Realismen fungerer som en tavs aftale mellem forfatteren og læseren, hvor forfatteren gør alt for at opretholde illusionen, og læseren tror på det fortalte. Realismen fastholder, at verden kan beskrives objektivt, men modernismen og postmodernismen har mistet troen på objektivitet, og de fokuserer i stedet på subjektive narrative metoder. I modsætning til realisterne mener de modernistiske og postmodernistiske forfattere, at man ikke bare kan overføre den virkelige verden til skrift, da perspektivet er anderledes hos alle, og det skaber talrige nye verdener. Således afviser modernismen de realistiske konventioner, såsom detaljerede beskrivelser af en upartisk tredjepersonsfortæller. Både modernismen og postmodernismen anerkender, at den fiktive verden bliver formidlet gennem narrative stemmer, som konsekvent er subjektive. Postmodernistiske forfattere argumenterer for, at enhver læsning af fiktion skaber en forskellig version af teksten hos læseren, da enhver tolkning er unik. Postmodernismens begyndelse og karakteristika Traditionelt har man overgangen fra modernismen til postmodernismen til at ligge i slutningen af 1950’erne eller i begyndelsen af 1960’erne. Andre foretrækker at se Anden Verdenskrig som et radikalt brud med modernismen og associerer den med magtskiftet og umenneskeliggørelsen i efterkrigstiden og den efterfølgende forbrugerkapitalisme. Nogle mener dog, at den først begyndte i 1980’erne eller i 1990’erne. Forskellene mellem modernismen og postmodernismen er meget slørede. På den ene side har ser man hos såkaldte ”postmodernistiske” forfattere en vis afstandtagen til modernismen, og på den anden side er postmodernismen en videreudvikling af modernismens ideer og teknikker. Hvorvidt postmodernismen skal ses som et afgørende brud med modernismen eller en videreførelse, er en debat som fortsat kører i litteraturkredse. Nogle af de områder, hvor de to retninger adskiller sig fra hinanden, er blandt andet, at man i modernismen har fokus på forfatteren, hvor postmodernismen har fokus på læseren. Man ser ligeledes en afvisning af realismen i modernismen, mens man oplever en større ambivalent holdning til realismen. Ligeledes ser man i modernismen, at litteraturen er nok i sig selv, mens litteraturen i postmodernismen er åben og intertekstuel. I modernismen ser man en afvisning af de litterære konventioner, hvor man i postmodernismen parodierer de litterære konventioner. Modernismen er ofte blevet karakteriseret som en afvisning af det moderne og alle dets konsekvenser, hvilket indebærer en afvisning af det urbane, kapitalisme, forandrede sociale relationer og moderne opfindelser. Holdningen til disse varierer dog fra forfatter til forfatter. Således er det ikke usædvanligt at støde på selvmodsigelser i samme værk. Postmoderne litteratur er ofte skrevet i et meget klart hverdagssprog, men strukturen kan ofte være ret kompleks. En af de mest komplicerede er Italo Calvinos roman Se una notte d’inverno un viaggiatore fra 1979, som i 1981 blev oversat til engelsk under titlen If on a Winter’s Night a Traveller. Denne postmodernistiske fortælling er en rammefortælling, hvor læseren forsøger at læse en bog, som er titlen på romanen. Hvert kapitel er delt ind i to sektioner. Første sektion af hvert kapitel er skrevet i anden person, og beskriver den læseproces, som læseren gennemgår i forsøget på at læse næste kapitel. Anden halvdel er den første del af en ny bog, som læseren finder. Postmoderne litteratur har en tendens til ikke at engagere sig i lineære fortællinger. I lighed med modernistiske værker har de en tendens til at fokusere på deres status som fiktion og det at skrive eller læse. Men til forskel fra modernismen, referer postmodernistiske tekster både til sig selv og den eksterne verden. Heltene er ofte bevidste om, at det er fiktion. Postmodernistiske værker har ofte flere fortællere og flere perspektiver, og dette repræsenterer den postmoderne skepticisme overfor den ene fortælling. Den postmoderne litteratur har en tendens til at afvise en enkelt betydning af romanen, novellen eller digtet og i stedet hylde muligheden for forskellige tolkninger eller i det hele taget et formål med værket. Postmoderne litteratur afviser skillelinjen mellem højere og lavere former for kunst og litteratur, samt distinktionen mellem forskellige genrer og måder at fortælle på. En af de stilistiske teknikker, som anvendes i postmodernismen, er pastiche, hvor man tager forskellige ideer fra tidligere litterære stilarter og sætter dem sammen for at skabe nye stilarter. En anden er intetekstualitet, som er anvendelsen af tidligere litterære værker i et andet litterært værk. Hertil kommer metafiktion, som handler om det at skrive eller det at gøre læserne opmærksom på det fiktive element i det, som de læser. Karakteristisk for postmodernistisk litteratur er også brugen af ikke-lineære tidslinjer og narrative teknikker i en fortælling. Mange litteraturkritikere og litteraturforskere definerer postmodernismen ved at opstille den som noget, der står i kontrast til modernismen. Den postmodernistiske litterære stil har på mange områder til formål at håne og afvise principperne i den modernistiske litteratur. I stedet for at følge den modernistiske søgen efter et formål i en kaotisk verden har postmodernistisk litteratur en tendens til at tage afstand til muligheden for at skabe mening. Den postmoderne roman, novelle, digt eller drama præsenteres oftest som en parodi på den modernistiske søgen efter en mening med det hele. Thomas Pynchons postmoderne roman The Crying of Lot 49 fra 1966 er et klassisk eksempel herpå. Postmodernismen Et af de elementer, som i høj grad karakteriserer postmodernistiske værker og adskiller dem fra modernistiske, er den ekstreme selvrefleksion. Postmodernister fører denne del helt ud i det ekstreme i forhold til modernister. I modernismen bruges selvrefleksion kun om store kunstnere, som for eksempel Picasso, mens postmodernismen bruger den langt bredere i alt fra skrækfilmene Scream til sit-com-serien Seinfeld. Den postmoderne arkitektur er kendetegnet ved blandt andet at lade synlige interne strukturer og elementer som for eksempel vandrør og rå vægge være synlige. Generelt havde postmodernistisk kultur og i den forbindelse også arkitektur en tendens til at være særligt fascineret af fortidens stilarter, som de ofte brugte uden for den oprindelige kontekst. Postmoderne arkitekter kunne for eksempel finde på at bruge gotiske elementer sammen med barokke og smelte dem sammen med moderne i samme rum eller bygning. Hos postmoderne kunstnere, teoretikere og forfattere har ironi og parodi en tendens til at spille på det humoristiske. Ligeledes er man vidne til et nedbrud mellem finere og lavere former for kulturelle former. Postmodernisterne har en tendens til at anvende det populære og masseproducerede genstande på en mere umiddelbar og forståelig måde, selv om deres mål stadig kan være komplekse. Et eksempel herpå er kunstneren Andy Warhols kommentar til masseproduktion og på de kommercielle aspekter af den ”finere” kunst gennem en nøjagtig reproduktion af Campbell’s tomatsuppe på dåse, en Coca-Cola-flaske, en reklame for en vandvarmer og en dåse Del Monte-ferskner. Han maler det samme motiv om og om igen som en fabrik. Warhol fulgte dog i modernismens fodspor, da Marcel Duchamp begyndte at bruge hverdagsgenstande i sine kunstudstillinger. På TV var man konstant vidne til, at ældre shows blev genudsendt eller i hvert fald fik et fornyet liv på fjernsynet. Både litteraturkrikeren Frederic Jameson og kultursociologen Jean Baudrillard så tendenserne i samfundet som et symptom på menneskehedens tab af historisk bevidsthed. Den franske filosof Jean-Francois Lyotard så et sammenbrud i narrativerne, hvor den såkaldte metafortælling farver vores syn på verden. Metafortællingen gør, at et bestemt perspektiv på verden kan gøre dette til den eneste absolutte sandhed. Men i det postmoderne samfund er skepticisme fremherskende, og således findes der ikke én sandhed om verden, men ligeså mange, som der findes mennesker. Tidligere satte modernismen spørgsmålstegn ved traditionelle koncepter som lov, religion, subjektivitet og nationalitet, men det som syntes at adskille postmodernismen, er, at sådanne spørgsmål ikke længere associeres med en avantgarde intellektuel elite. Postmodernistiske kunstnere anvendte pop- og massekulturen i deres kritik, og popkulturen har en tendens til at spille på traditionelle koncepter som temporalitet, religion og subjektivitet. De visuelle mediers dominans i form af TV, film, reklamer og computeren, har haft stor indflydelse på den postmodernistiske kunst og kultur. Et klassisk eksempel herpå er sammenbruddet mellem høje og lave kunstformer, som kommer bedst til udtryk i Art Spiegelmans erindringsroman Maus, som er en gengivelse af faderen Vladek Spiegelmans traumatiske oplevelser i Holocaust. Art Spiegelman valgte at lave en såkaldt graphic novel (”tegnet roman”) til at skildre kløften mellem Holocaust-overlevere og deres børn. Et andet symptom er et generelt sammenbrud af den narrative linearitet og temporalitet. Jean Baudrillard har i den forbindelse gennem konceptet simulacrum argumenteret for, at vi som mennesker har mistet forbindelsen til virkeligheden og historien. Teorien kan hjælpe os til at forstå, hvorfor så mange mennesker er fascineret af reality-TV. Populærkulturen fortsætter konsekvent med at vende tilbage til ideen om, at skillelinjen mellem virkeligheden og fiktionen er brudt sammen, som det også ses i filmene The Matrix og The Truman Show. Det er også opfattelsen, at verden er blevet overtaget af kapitalistiske værdier, og at der ikke længere eksisterer et alternativ. Indenfor litteraturen og pop-kulturen har dette udtrykt sig gennem en såkaldt paranoid narrativitet, som er blevet styrket af frygten for udviklingen indenfor teknologi og særligt overvågningsteknologien, som skaber en følelse af, at man altid bliver overvåget. Postmodernismens tre retninger Modernismens fokus på orden, stabilitet og enhed er det, som Lyotard kalder det metanarrative. Modernismen arbejder gennem metanarrativer eller store narrativer, mens postmodernismen dekonstruerer metanarrativer. En metanarrativ er en fortælling, som en kultur fortæller til sig selv om sin tro og sine skikke. For eksempel fortæller adskillige såkaldte demokratiske lande om sig selv, at de er demokratiske og sekulære, selv om der findes talrige antidemokratiske, antisekulære fraktioner i de pågældende lande. Landene skaber dermed en falsk opfattelse af deres egne lande som demokratiske og sekulære, og de er dermed metanarrativer. Postmodernismen forstår, at store narrativer skjuler og negerer modsætninger og forskelle iboende i ethvert social system. Postmodernismen favoriserer såkaldte mini-narrativer, fortællinger som forklarer mindre praksisser og lokale begivenheder uden at gøre krav på universalitet. Postmodernismen anerkender og indser, at historie, politik og kultur er store narrativer, som udgør falske ”sandheder”. Modernismen betragtede sproget som et rationelt, transparent redskab til at repræsentere virkelighed og aktiviteter i det rationelle sind. I et modernistisk perspektiv repræsenterer sproget tanker og ting, men indenfor postmodernismen udgør de kun en illusion og ikke en virkelighed. Den franske filosof og kultursociolog Jean Baudrillard har beskrevet den postmodernistiske overflade som et såkaldt simulacrum. Begrebet simulacrum kommer af det latinske ”billede” og er en afledning af simulare, der betyder ”at efterligne”. Det beskriver en kulturel tilstand, hvor det ikke er muligt at skelne mellem noget oprindeligt og dets erstatning eller med andre ord det, som er ægte, og det, som er kopien (det simulerede). Tidens massemedier gør, at mennesket i langt højere grad forholder sig til tegn og betydninger, der ikke henviser til en virkelighed. Den samtidige verden er derfor et simulacrum, hvor virkeligheden er blevet erstattet af falske billeder. Således var det tilfældet med Golfkrigen, som Vesten fik kendskab til gennem aviser og TV, og der var ikke nogen direkte forbindelse til det, som man kan kalde ”den rigtige” Golfkrig. Det simulerede billede af Golfkrigen var blevet endnu mere populært og virkeligt end den virkelige krig, hvilket fik Baudrillard til at argumentere for, at Golfkrigen slet ikke fandt sted. Alle billederne dannede til sammen en hyperrealitet, og i den postmoderne verden findes ingen originaler, men kun kopier; ingen territorier, kun landkort; ingen virkelighed, kun simulationer. Baudrillard antyder dermed, at ikke alene er den postmoderne verden kunstig, den har også mistet evnen til at adskille virkeligheden fra det kunstige. Frederic Jameson knyttede modernismen og postmodernismen til den anden og tredje fase af kapitalismen. Første fase af kapitalismen var 18. og 19. århundrede, kaldet markedskapitalisme, hvor man var vidne til tidlige teknologiske udviklinger som den dampdrevne motor, hvilket svarede til den realistiske fase. I begyndelsen af det 20. århundrede så man udviklingen af elektromotoren og forbrændingsmotoren, hvilket kom til udtryk i monopolkapitalismen og modernismen. Ifølge Jameson svarede den postmoderne æra til atomalderen og dens elektriske teknologier og forbrugerkapitalismen, hvor man har fokus på marketing, salg og forbrug frem for produktion. Den umenneskeliggjorte, globale verden udsletter individuelle og nationale identiteter til fordel for multinational marketing. Publikationsår: 2020 Arbejdsspørgsmål: 1. Giv en kort karakterisering af postmodernismen. 2. Hvad er postmoderne litteratur? 3. Hvad gør det vanskeligt at læse postmoderne litteratur? 4. Hvilke historiske begivenheder var med til at forme den postmoderne litteratur? 5. Hvad er forskellene mellem modernisme og postmodernisme? Anbefalet litteratur: Docherty, Thomas (red) Postmodernism. A Reader Columbia University Press, 1992 Fox, Robert Elliot Conscientious Sorcerors: The Black Postmodernist Fiction of Leroi Jones/Amiri Baraka, Ishmael Reed, and Samuel R. Delaney New York: Greenwood Press, 1987 Gyeh, Paula, Fred Leebron, og Andrew Levyeds (red) Postmodern American Fiction: A Norton Anthology New York: W.W. Norton, 1998 McCaffery, Larry The Metafictional Muse: The Works of Robert Coover, Donald Barthelme, and William H. Gass Pittsburgh, University of Pittsburgh Press, 1982 McHale, Brian Postmodernist Fiction New York: Routledge, 2004 (1987) Malpas, Simon The Postmodern Routledge, 2005 Malpas, Simon The Postmodern Routledge, 2005 Scholes, Robert Fabulation and Metafiction Urbana: University of Illinois Press, 1979 Sim, Stuart (red) The Routledge Companion to Postmodernism New York: Routledge, 2006 |
Af: Jan Brix
|
