|
Forside | Log ind |
 
|
| Oldtiden | Middelalderen | Renæssancen | Oplysningstiden | Romantikken | Moderne | Postmoderne | Litterære Genrer | Kontakt |
Litteratur i Moderne Tid
Naturalistisk litteratur Positivismen og litteraturen Poesi og surrealisme Modernistisk Feminisme |
Auguste Comte og Fjodor Dostojevskij Lysten til at forklare og fortolke det moderne samfundsliv, som blev et vigtigt tema i det 19. århundredes romaner, formede også et nyt videnskabeligt studie af samfundet. Det nye videnskabelige syn på samfundet fik enorm indflydelse på det europæiske kulturliv, hvilket kommer til udtryk i bevægelsen kendt som positivismen, en intellektuel bevægelse som søgte at anvende videnskabelige principper til studiet af mennesket. En af de førende positivister var den franske sociolog Auguste Comte, som promoverede en vision af et samfund, hvor videnskabelige eksperter og sociologer kunne udøve enorm indflydelse på regeringer og samfundsopbygninger. Positivismen genererede imidlertid også kritik fra en række intellektuelle, som satte spørgsmålstegn ved positivismens syn på mennesket og menneskets rationelitet. En af de ivrigste kritikere var den russiske romanforfatter Fjodor Dostojevskij, kendt for romaner som Kældermennesket, Forbrydelse og Straf og Brødrene Karamasov. Positivismen I oplysningstiden i det 18. århundrede blev videnskaben forbundet med enorm intellektuel prestige, og igennem det 19. århundrede forblev videnskaben den vigtigste kilde til ny, troværdig viden. På trods af den politiske og kulturelle kritik af oplysningstiden, fortsatte mange intellektuelle i det 19. århundrede deres søgen efter en troværdig viden, som kunne forklare samfundet på samme måde, som videnskaben havde forklaret, hvordan naturen hang sammen. Den videnskabelige model blev set som den bedste måde at tilgå det menneskelige samfund, og disse samfundsteoretikere var af den opfattelse, at den videnskabelige viden kunne forbedre samfundet, en optimistisk tro, som de delte med de tidlige oplysningsfilosoffer. Troen på videnskaben kulminerede med den intellektuelle bevægelse kendt som positivismen, som var en -isme, der var tæt knyttet til videnskaben. Positivismen blev mest populær i Frankrig efter midten af det 19. århundrede, og dens mest berømte skikkelse var Auguste Comte (1798-1857). Men positivismen bredte sig også til andre dele af Europa som en del af det 19. århundredes tro på videnskab, teknologi og fremskridt. Positivismen nåede endda til Rusland, hvor bevægelsen i anden halvdel af det 19. århundrede blev et meget vigtigt tema blandt visse russiske intellektuelle. Men positivismens spredning fremkaldte også stærke angreb fra kritikere i Frankrig og andre dele af Europa. Denne kritik af positivismen mindede på mange punkter om de tidligere angreb på oplysningstiden, og kritikken kan sammenlignes med romantikken og filosofisk idealisme, som udviklede en kritik af oplysningstiden. Det kom således til en debat mellem positivismen og dens kritikere om videnskabens betydning for samfundet. Fjodor Mikailovitj Dostojevskijs store romaner blev en central del af det 19. århundredes intellektuelle kulturhistorie som et litterært forsvar af det komplekse menneske. I sine romaner forsøgte han at portrættere det utilstrækkelige ved positivismens syn på mennesket. Dostojevskij afviste den videnskabelige påstand om, at mennesker kan forstås og ændres gennem viden om deres eksterne opførsel. Dostojevskij var særdeles skeptisk overfor denne tro på videnskaben, men hans kritik af positivismen og moderne videnskab kom fra en russisk tradition, som var både inden og udenfor europæisk kultur. Dostojevskij udtrykte en ambivalent russisk reaktion på vesterlandsk videnskabelig kultur. På den ene side fascineredes han af den vesterlandske videnskab, men han var også stærkt kritisk overfor dens utilstrækkeligheder. Auguste Comte og positivismen En af de måske mest optimistiske forsvarere for positivismen og for brugen af videnskaben i samfundsanalyser var Auguste Comte (1798-1857). Comte begyndte sin karriere som tilhænger af den franske socialist og politiske teoretiker Henri de Saint-Simon (1760-1825), som argumenterede for et socialistisk samfund, hvor videnskabsmændene og ingeniørerne ville spille en førende rolle i organisationen af samfundslivet og økonomien. Efter Saint-Simons død fortsatte Comte med at udvikle nogle af Saint-Simons ideer, men Comte mindede om mange konservative, som var af den opfattelse, at det postrevolutionære samfund var karakteriseret af kaos frem for orden. Den gamle orden var brudt sammen, og der var behov for at finde noget, som kunne erstatte den. Comte adskilte sig dog fra mange konservative i det 19. århundrede, fordi han antog, at den gamle orden aldrig kunne genoprettes; i stedet ønskede han at skabe et nyt samfund med en ny social orden og en ny social opbygning. I stedet for en tilbagevenden til katolicismen, som mange konservative ønskede, mente Comte, at videnskaben kunne forsyne samfundet med social harmoni og sandhed. Der var intellektuelle, som fx den kontrarevolutionære Joseph de Maistre (1753-1821), der argumenterede for en stærk katolsk kirke i genoprettelsen af samfundet. Dette var dog ikke en mulighed ifølge Comte, da der var behov for at skabe et nyt videnskabeligt samfund, og det nye samfunds præster var videnskabsmændene. Og meget beskedent regnede Comte sig selv for at være en af det nye samfunds videnskabelige præster, der skulle lede vejen, og på det punkt mindede han om Saint-Simon. Auguste Comte havde to mål for sit intellektuelle projekt. For det første ønskede han at beskrive karakteren af den videnskabelige viden, dvs. hvordan videnskabsmanden skaber viden. Hans andet mål var, at han ville beskrive skabelsen af et samfund med love og institutioner, som var baseret på god videnskab. Comte argumenterede for, at videnskabelig viden var den eneste sande form for viden eller det, han omtalte som den eneste positive form for viden, heraf betegnelsen positivismen. Positivismens så denne videnskabelige viden som den mest pålidelige måde at forstå verden på. Men positivismen refererede også til videnskab som en form for viden, men som en metode til at observere specifikke fakta om den eksterne verden. Videnskaben kunne, ifølge positivisterne, levere viden ved at beskrive den eksterne verden, som den observerer. Videnskaben er imidlertid kun beskrivende, og den kan således ikke beskrive eller observere ting, som ikke kan måles eller vejes. Målet for positivisterne var derfor at undgå påstande, som ikke på positiv vis kan identificeres videnskabeligt. Af den grund undgik positivisterne referencer til irrationelle, åndelige og endda følelsesmæssige aspekter af menneskets liv og behandlede dermed kun eksterne beskrivelser. Det eksterne kan man observere og dermed give en beskrivelse. Auguste Comte udlagde sine teorier i en række værker, hvoraf det vigtigste var hovedværket Cours de Philosophie positive (6 bind, 1830-1842). I dette værk erklærede Comte, at positiv viden var det, som karakteriserede en ny æra i menneskehedens historie. Der havde indtil videre været tre æraer i menneskehedens historie. Den første æra var den teologiske tidsalder, som var domineret af teologiske betænkeligheder og en søgen efter at forstå Gud. Den teologiske tidsalder blev erstattet af den metafysiske tidsalder, hvor man ikke forklarer fænomener ud fra guddommelig indgriben, men ved abstrakte og skjulte kræfter. I det 19. århundrede var menneskeheden trådt ind i den positive tidsalder, hvor man dyrkede den empiriske videnskab og religionens dalende betydning. Blandt de forskellige former for videnskaber var den vigtigste sociologien, en betegnelse, som blev skabt af Auguste Comte. Sociologien, der var studiet af samfundet baseret på videnskabelig metode, var kun blevet mulig i den positive tidsalder. Comte betragtede sig selv som inkarnationen af den nye videnskabelige sociologi, og han var med andre ord en sociolog. Og han argumenterede for, at denne nye videnskab ville forklare alle aspekter af det menneskelige samfundsliv. I takt med at sociologerne fik et dybere og mere indgående kendskab til lovene bag samfundets udvikling, ville de videregive disse informationer til regeringerne, som baseret herpå ville skabe nye love og politikker. Comtes teori havde en stærk autoritær dimension, fordi den antog, at det var de videnskabelige eliter (sociologerne), som besluttede, hvad regeringerne skulle gøre. Det er derfor ikke overraskende, at Comtes ideer blev meget populære i Frankrig under Napoleon 3.s autoritære styre i 1850'erne og 1860'erne, fordi Napoleon 3. og hans rådgivere mente, at videnskab kunne bringe lykke til masserne. På den måde mindede positivismen på mange punkter om utilitarismen, fordi den lagde vægt på de eksterne betingelser for lykke uden hensyntagen til menneskets indre kompleksitet og menneskelige følelser. Det politiske aspekt af positivismen viste meget lille interesse for de politiske institutioner, som beskyttede det enkelte individs frihed. På trods heraf blev den filosofiske del af positivismen populær blandt mennesker, som forvandlede videnskaben til en ny form for religion. Ligesom nationalismen, socialismen og andre ismer blev nye religioner i det 19. århundrede, indtog videnskaben (eller positivismen) rollen som en ny religion for mange mennesker, fordi videnskaben blev set som den ultimative form for viden. Ligesom ideologierne havde deres fortalere, havde positivismen også sine ”præster” (videnskabsmænd), som bragte den nye viden ud til masserne. Mere generelt stimulerede positivismen den forskningsmæssige udvikling af de moderne samfundsvidenskaber og det systematiske studie af samfundene. Reaktionen på positivismen - Fjodor Dostojevskij Positivisternes fokus på det eksterne og tro på den videnskabelige viden fremprovokerede en række kulturelle og særligt litterære reaktioner. En af de forfattere, som kom med en af de mest interessante kritikker af videnskaben og de positivistiske teorier var den russiske forfatter Fjodor Dostoevskij. For Dostojevskijs vedkommende var viden om menneskets indre den eneste form for viden, som er vigtig, hvilket kommer til udtryk i flere af hans romaner. Dostojevskij fremhævede derimod de interne menneskelige erfaringer og de irrationelle menneskelige tanker som det væsentligste. Det var netop denne dimension af den menneskelige erfaring, som positivisterne med deres videnskabelige metoder ikke kunne beskrive og derfor ignorerede. Lige præcis dette var et af temaerne i hans roman Kældermennesket. Optegnelser fra en undergrund, som udkom i 1864. Romanen skildrer fattigdommens konsekvenser for de laveste lag i det russiske samfund, og han lader den navnløse hovedperson være en tydelig kritik af videnskabens utilstrækkeligheder med hensyn til at forklare menneskets inderste tanker. Fjodor Dostojevskij var ikke af adelig byrd som Turgenjev og Tolstoj, men søn af en alkholisk far, som tjente som læge. Hans far var en ekstremt ustabil mand med en brutal personlighed; han havde tilhørt den russiske overklasse. Han ejede en del jord, men behandlede menneskene, som arbejdede på jorden meget brutalt, og de endte med at myrde ham. Faren blev myrdet, da Fjodor var 16 år gammel, og det var tydeligvis en traumatisk oplevelse for ham. Den unge Dostojevskij rejste til Sankt Petersborg, hvor han studerede på universitetet. Han havde en forkærlighed for romaner og undgik det sociale liv i byen for i stedet at skrive. Han blev også politisk aktiv og blev i 1849 arresteret og dømt til døden på grund af sin forbindelse med en socialistisk gruppe i Sankt Petersborg. Han stod til at blive henrettet, men på retterstedet kom der en budbringer fra zaren om, at han og alle de andre var blevet benådet. I stedet skulle Dostojevskij otte år i tugthus i Sibirien. Dette var endnu en traumatisk og dramatisk oplevelse for Dostojevskij, og alt det, han havde gennemlevet, blev udgangspunkter for en religiøs krise, som gjorde, at han under opholdet i Sibirien opgav sine revolutionære anskuelser og i stedet blev mere religiøs. Han udviklede en ny interesse for kristendommen og den åndelige dimension af menneskelivet. I 1859 blev han løsladt, og han vendte tilbage til Sankt Petersborg, hvorefter han blev ulykkeligt gift med en ældre kvinde. Han forsøgte at slå igennem som tidsskriftredaktør og forfatter, men indtægterne var små. Dette fortsatte, da han begyndte at rejse rundt i Vesteuropa, hvor han blev afhængig af at spille og mistede store pengesummer. Hans bror, som støttede ham, døde, og kort efter døde hans hustru også. Han havde nogle korte kærlighedsaffærer, som alle endte ulykkeligt, hvorefter hans forfatterskab blev hans kreative aktivitet. Disse forskellige forhold i Dostojevskijs liv er vigtige, fordi de var stærkt medvirkende til udviklingen af hans kritik af positivismen. Efter at have levet et liv som Dostojevskij med flere traumatiske oplevelser, har Dostojevskij været overbevist om, at mange aspekter af menneskets liv og menneskelige erfaringer er mystiske, irrationelle, uforudsigelige og fuldstændig uden for videnskabens rækkevidde. Dostojevskij antog, at et ulykkeligt liv var en del af det at være menneske, og at det var absurd at argumentere, ligesom mange positivisterne gjorde, at nye love eller institutioner kunne tilintetgøre menneskets ulykkelighed. Ulykkelighed er en del af det at være menneske, og det er et kreativt aspekt. Denne komplekse del af menneskets indre og menneskelige følelser og opførsel skulle accepteres og udforskes. At følelser ikke kan kategoriseres i en videnskabelig metode er ikke en grund til at ignorere dem. I betragtning af denne skeptiske holdning til det videnskabelige er det ikke overraskende, at Dostojevskij fandt den dominerende vesteuropæiske kultur yderst problematisk. Han så den vesteuropæiske rationalisme som alt for ensidig. Dette bekymrede ham, for en lang række russiske intellektuelle i 1850'erne og 1860'erne omfavnede den positivistiske kultur. Men for Dostojevskij var denne løsning ikke god nok, fordi positivismen ikke forstod sig på menneskets indre. Dostojevskijs indsigt i vestlig filosofi og litteratur var omfattende, men Rusland var ifølge ham anderledes end Vesteuropa, fordi russere forstod sig på det åndelige. Russere var med andre ord i besiddelse af en åndelig viden, som vesteuropæere ikke forstod sig på eller for den sags skyld værdsatte. På trods af, at Dostojevskij frygtede, at vestlige intellektuelle havde en negativ indflydelse på russiske kultur og fjernede russerne fra det, de kendte, blev han selv påvirket af vesteuropæisk kultur. Han havde igennem tiden selv været tiltrukket af tendenserne i Vesteuropa og fordømte dermed til dels også sig selv. Spændingerne mellem det åndelige og det ikke-åndelige, mellem det rationelle og det irrationelle og disse store romaner inkluderer store værker som Forbrydelse og Straf (også kendt under titlen Raskolnikov) fra 1866 og Brødrene Karamasov fra 1879. Disse romaner viser ligesom mange af hans andre romaner en slags dialog mellem de forskellige niveauer af tanker og mellem de forskellige karakterer, som repræsenterer forskellige aspekter af menneskets tanker og erfaringer. Det komplekse ved dialogerne i Dostojevskijs romaner antyder det komplekse i Dostojevskijs eget indre. Dialogerne i Dostojevskijs forfatterskab er også dialogerne mellem det åndelige Rusland og det videnskabelige Vesteuropa eller mellem det irrationelle og videnskaben. Et eksempel herpå er hovedpersonen fra Kældermennesket. Optegnelser fra en Undergrund, som man ikke kender ved navn. Romanen fortælles som en første person-fortæller af manden, som omtaler sig selv som kældermennesket, fordi han lever alene i en kelder. Første del af romanen er en refleksion over den moderne videnskabs betydning, og samtidig fordømmes den intellektuelle teoretisering, og i anden del opfører han sig særdeles irrationelt efter et møde med nogle tidligere skolekammerater og en prostitueret. I denne roman, hvor hovedpersonen fordømmer den positivistiske intellektuelle teoretisering af mennesket, bliver han samtidig også lammet af intellektualiseringen af det, som han kritiserer. Han er med andre ord en del af det problem, som han argumenterer imod. På grund af sin teoretiske tilgang til alt evner han ikke at indgå i sociale relationer med andre mennesker. Dostojevskijs fortælling om denne ulykkelige mand når aldrig frem til en lykkelig slutning, men fortsætter ulykkeligt, indtil romanen slutter. Problemerne med menneskets indre kan aldrig afsluttes med storslået harmoni eller med en god plan eller for den sags skyld med videnskabelig viden. Stilen og indholdet i Dostojevskijs forfatterskab udfordrede de optimistiske forventninger og formodninger hos de positivistiske intellektuelle. Grundlæggende antyder han i sine romaner, at det er tåbeligt at antage, at mennesket kan løse alle problemer gennem videnskaben alene. Hos Dostojevskij var det virkelige problem menneskets sjæl, og derfor udtrykte alle hans karakterer en antipositivistisk kulturel kritik, hvilket forklarer, hvorfor hans hovedpersoner altid har så store problemer. Publikationsår: 2017 Arbejdsspørgsmål: 1. Diskutér. Kan videnskaben løse sociale eller miljømæssige problemer i moderne samfund? 2. Diskutér. Vil mennesker altid finde årsager til at være ulykkelige i selv de mest avancerede videnskabelige samfund? Anbefalet litteratur: Comte, Auguste Early Political Writings (oversat af H.S. Jones) Cambridge: Cambridge University Press, 1998 Bakhtin, Mikhail Problems of Dostoevsky's Poetics (oversat af Caryl Emerson) Minneapolis: University of Minnesota Press, 1984 Frank, Joseph Dostoevsky: The Stir of Liberation, 1860-1865 Princeton: Princeton University Press, 1986 Dostojevskij, Fjodor Kældermennesket – Optegnelser fra en undergrund Bechs Forlag – Viatone, 2015 (E-bog) |
Af: Jan Brix
|
