|
Forside | Log ind |
![]() ![]() |
Oldtiden | Middelalderen | Renæssancen | Oplysningstiden | Romantikken | Moderne | Postmoderne | Litterære Genrer | Kontakt |
|
I tiden efter 1. Verdenskrig I tiden efter Den store Krig, som 1. Verdenskrig også kaldes, opstod en intellektuel reaktion på den brutalitet og fortvivlelse, som var blandt følgerne af krigen. Blandt de digtere, som udtrykte en tomhed og fortvivlelse over krigen, var T.S. Eliot og William B. Yeats, som dog fortsatte tendenserne iværksat af Siegfried Sassoon og Wilfred Owen under krigen. Denne digtning blev suppleret af de radikale og eksperimenterende bevægelser, heriblandt dadaismen og surrealismen, som opstod under og efter krigen. Dadaismen var en nonsensbevægelse, som reagerede stærkt mod fornuften og det rationelle med digte og malerier, som absolut ikke gav mening. En mere betydningsfuld og varig bevægelse var surrealismen, som under ledelse af digteren André Breton (1896-1966) i 1920'erne støttede sig til stof fra drømme og til automatskrift frembragt af underbevidstheden. Pessimismen i Europa Den store Krig fra 1914 til 1918 førte til en generel kulturel pessimisme i Europa og dermed en fornyet interesse for Sigmund Freuds teorier om det irrationelle og den menneskelige aggression. Krigen havde vist, hvor skrøbelig den menneskelige fornuft egentlig var, og med krigen fulgte en bredere kulturel accept af de litterære og kunstneriske bevægelser, som før krigen havde været marginale, men udfordrede troen på videnskaben, fremskridtet og den akademiske positivisme. På mange måder opmuntrede krigen til en udbredt tro på, at det europæiske samfund var faldet i en dyb politisk og kulturel krise, så kunstnerne og forfatterne, som før krigen havde givet udtryk for dette, opnåede en voldsom popularitet og betydning efter krigen. Blandt disse var intellektuelle personligheder som Friedrich Nietzsche, som i slutningen af det 19. århundrede havde advaret om, at Europa befandt sig i en voldsom krise. Dette krisetema er også den tilbagevendende idé i efterkrigstidens litteratur og særligt i dens digtning, som udtrykte og formede de indflydelsesrige ideer i den litterære modernisme. Der var en gennemgribende følelse af tab i efterkrigstidens kultur, som antydede, at den gamle kulturelle orden havde mistet sin samhørighed. Det var ikke udelukkende den politiske og sociale orden, som havde mistet sin samhørighed, den kulturelle orden fra tiden før krigen havde også mistet sin samhørighed. Dette var et tema i Robert Graves' signifikante efterkrigsmemoir Good-Bye to All That, som udkom i 1929. Titlen refererer til, at den gamle orden med patriotisme efter 1. Verdenskrig er fortid og blevet erstattet af ateisme, feminisme, pacifisme og socialisme. Denne idé om lidelse og tab var allerede en dominerende tanke, som engelske digtere skrev om under krigen. Fortvivlelsen, angsten, bekymringen og pessimismen kommer til udtryk hos krigsdigtere som Siegfried Sassoon (1886-1967) og Wilfred Owen (1893-1918). Både Sassoon og Owen opnåede en enorm popularitet efter krigen og bidrog til skabelsen af en efterkrigsskepticisme omkring patriotiske og militære idealer i Storbritannien. Især Owens værker var gribende, når man tager i betragtning, at han blev dræbt i kamp ved Sambre-Oise-kanalen en uge før krigen sluttede. Owen skrev et antal digte under krigen, som udfordrede det patriotiske syn på krigen, udtrykt af blandt andre Rupert Brooke. Et af disse digte var Dulce et Decorum Est, hvori han afviste de patriotiske idealer i beskrivelsen af en soldats død. Owen havde et førstehåndskendskab til skyttegravene og gastågen, og digtet Dulce et Decorum Est er et forsøg på at udtrykke den desperation og fortvivlelse, som soldaterne blev ramt af under et gasangreb. Han indleder digtet med en beskrivelse af en gruppe demoraliserede soldater, som trækker sig tilbage fra kampen. De bliver imidlertid udsat for et gasangreb, og alle, på nær én, når at tage gasmaske på, før den dødbringende gas når dem. Fortælleren ser herefter gennem gasmasken det ”grønne hav” som gassen skaber omkring ham og hans kammerater, mens han hjælpeløst ser en af sine kammerater dø i smerte. Billedet af den døende soldat kan fortælleren aldrig glemme, og det hjemsøger ham i hans drømme. Digtet er en afvisning af de patriotiske idealer om, at det er godt at dø for sit land, da en, som ser noget sådant, næppe kan acceptere de gamle idealer. Titlen på digtet er som sagt Dulce et Decorum est pro patria mori, der betyder ”Det er sødt og glorværdigt at dø for fædrelandet”. Owen forsøgte at argumentere for, at det var en løgn at sige, ligesom antikkens Horats havde sagt, at det var glorværdigt at dø for sit land. Titlen og digtet var et udtryk for en bitterhed, kynisme, fortvivlelse og pessimisme, som vandt indpas i krigstidens digtning. Denne form for litterært perspektiv og desillusion har muligvis været forståelig blandt de forfattere, som havde været førstehåndsvidner til krigens brutalitet i skyttegravene, men følelsen af tomhed og fortvivlelse dukkede også op hos de digtere, som ikke gjorde militærtjeneste. Blandt de digtere, som skrev om fortvivlelsen og tomheden i efterkrigstidens Storbritannien, var William Butler (”W.B.”)Yeats (1865-1939) og Thomas Stearns (”T.S.”) Eliot (1888-1965). Denne tomhed og desillusion kom imidlertid ikke kun til udtryk blandt britiske digtere, men også hos andre europæiske digtere og litterære bevægelser, som dukkede op imod slutningen af krigen, først og fremmest dadaismen og surrealismen. Disse desillusionerede og fortvivlede digtere og bevægelser var alle et udtryk for den pessimisme og fortvivlelse som prægede folk i efterkrigstiden. Krigen var et udtryk for manglende fornuft, og det var digterne bedst til at udtrykke, og det irrationelle forblev et fremherskende litterært perspektiv igennem det meste af det 20. århundrede. Dette har fået mange historikere og litteraturhistorikere til at argumentere for, at Den store Krig var stærkt medvirkende til at skabe en kulturarv, som prægede resten af århundredet. T.S. Eliot og W.B. Yeats Blandt de britiske digtere, som på bedste vis gav udtryk for denne følelse af krise og fortvivlelse, var T.S. Eliot og W.B. Yeats, som begge opnåede den prestige at blive tildelt Nobelprisen i litteratur. T.S. Eliot kom oprindeligt fra USA, hvor han voksede op i St. Louis i Missouri. Han fik en universitetsgrad ved Harvard University, men tilbragte i 1911 et år i Paris, hvor han hørte en forelæsning af den berømte Henri Bergson ved Collége de France. Herefter vendte han tilbage til USA, hvor han gik i gang med at skrive en doktorgrad i filosofi. Han valgte dog i 1914 at tage til Storbritannien, og da han fuldendte sin doktorgrad om filosoffen F.H. Bradley boede han i England og besluttede at bosætte sig permanent i landet. Han blev gift med en englænder og fik arbejde i Lloyd's Bank i London, men hans virkelig store passion var litteratur og poesi. Han vendte fuldstændig ryggen til USA og blev i 1927, da han var 39 år, britisk statsborger; han følte sig mere som englænder og europæer end som amerikaner. T.S. Eliot var af den opfattelse, at europæisk kultur befandt sig i en overgangsperiode, en krise, og muligvis tæt på et forestående kollaps. I 1922 skrev han sit vel nok mest berømte digt, The Waste Land (”Ødemarken”), som blev udgivet i The Criterion. Det blev skrevet på et vanskeligt tidspunkt i Eliots liv, da hans ægteskab gik dårligt, og han led af en nervesygdom. Mange har læst hans digt som et udtryk for efterkrigstidsgenerationens skuffelse og den pessimisme, som prægede tiden og det kulturelle kollaps. Digtets betydning er fortsat meget omdiskuteret, da mange litteraturhistorikere fortsat er i tvivl om, hvad hensigten egentlig var med digtet. Selve titlen antyder, at digtet handler om fragmentering og fortvivlelse; det er et digt med flere stemmer og adskillige perspektiver, som man ser i megen modernistisk kunst. Men Eliots intentioner med digtet er fortsat meget uklare, og nogle mener, at betegnelsen waste land primært er en reference til hans egen fortvivlelse omkring hans helbred med depression, nervelidelse og ægteskabsproblemer. Dette har fået mange forskere til at mene, at digtet i bund og grund handler om hans egen tilstand. Men for de fleste læsere blev waste land en poetisk metafor for efterkrigstidens verden med død, ødelæggelse og tab. Denne følelse af tomhed og fortvivlelse i en verden ude af kontrol blev central i Eliots digtning igennem store dele af 1920'erne. Igen og igen vender han tilbage til tomheden og tabet, et perspektiv som kommer tydeligst til udtryk i digtet The Hollow Men fra 1925. Eliot antyder, at samtaler i denne verden er blevet stille eller uden betydning; der er intet tilbage til at løfte folk ud af denne krise. Digtet antyder denne følelse af tab, som udtrykkes i digtet således: This is the way the world ends This is the way the world ends This is the way the world ends Not with a bang but a whimper Det var denne form for digtning, hvor der blev talt om verdens undergang, der gav Eliot et rygte som kulturel pessimist. Men denne følelse af pessimisme i efterkrigstiden og følelse af tab kommer muligvis endnu mere til udtryk i digtet The Second Coming, som blev skrevet af W.B. Yeats i 1919 lige efter 1. Verdenskrigs afslutning og i begyndelsen af Den irske Uafhængighedskrig, men først trykt i The Dial i november 1920. Yeats kom fra Irland, men hans far flyttede på grund af sit kunstneriske talent til London, og således brugte Yeats store dele af sit liv på at rejse frem og tilbage mellem Dublin og London. Yeats var ikke desto mindre en stor fortaler for irsk kultur og ikke mindst irsk politisk uafhængighed. Endvidere var han yderst skeptisk overfor den moderne videnskabelige civilisation, hvorfor han blev tiltrukket af diverse former for mysticisme og interesseret i okkulte filosofier. W.B. Yeats blev dybt forelsket i den irske Maud Gonne, men hun giftede sig ikke med ham. I stedet blev hun gift med en anden, som hun fik en datter med, og da hun blev gammel nok forsøgte han at fri til hende. Hun ønskede dog heller ikke at blive gift med ham, hvorfor han til sidst blev gift med Georgie Hyde-Lees. W.B. Yeats var meget fortvivlet på grund af undertrykkelsen af den irske nationalbevægelse under 1. Verdenskrig. Det var således ikke kun døden og det kaos som herskede under krigen, som plagede ham, men også situationen i Irland og briternes ageren i Irland. Resultatet af den fortvivlelse kom til udtryk i digtet The Second Coming, som han i de første udkast kaldte The Second Birth. Mange modernistiske litteraturhistorikere læser digtet som et sørgedigt og en tragedie over den europæiske civilisations forfald i samme stil som Eliot. Digtet indledes således: Things fall apart; the centre cannot hold; Mere anarchy is loosed upon the world, The blood-dimmed tide is loosed, and everywhere The ceremony of innocence is drowned; The best lack all conviction, while the worst Are full of passionate intensity, (Yeats The Second Coming, 1920) Senere kritikere mener dog, at digtet udtrykker Yeats' apokalyptiske mystiske teorier, som blev formet i 1890'erne. Yeats inkorporerede i dette digt sin idé om the gyre, som var en historisk cyklus på omkring 2000 år. Turning and turning in the widening gyre The Falcon cannot hear the falconer; (Yeats The Second Coming, 1920) Første gang, ideen om the gyre dukkede op, var i A Vision, hvori han forudså, at anarki ville herske omkring 2.000 år efter Jesu Kristi fødsel. Verden drejer og drejer og kan derfor ikke finde tilbage til sin egen oprindelse. Denne frygt er tæt knyttet til traumerne i krigen og industrialismen og militarismen, som prægede verden omkring år 1900. I de sidste linjer refererer Yeats til den opfattelse, at historien er cyklisk, og at hans tidsalder repræsenterede enden på denne cyklus, som begyndte med kristendommen. Nogle litteraturkritikere mener, at ordet "beast" refererer til de traditionelle herskerklasser i Europa, som ikke var i stand til at beskytte den traditionelle kultur mod de materialistiske massebevægelser. That twenty centuries of stony sleep Were vexed to nightmare by a rocking cradle, And what rough beast, its hour come round at last, Slouches towards Bethlehem to be born. (Yeats The Second Coming, 1920) Yeats havde ikke en løsning på disse problemer, men han fandt en trøst i sine litterære bestræbelser til at beskrive kultur, som havde behov for en genfødsel. Det var ikke kun irsk kultur, han her henviste til, men europæisk kultur i almindelighed. Yeats' dybe fascination af forskellige mystiske tanker og ideer førte ham til en betagelse af det, han betegnede automatisk skrivning, der normalt blev associeret med det mystiske og esoteriske. Fænomenet automatisk skrivning handlede om, at man spontant skulle nedskrive det, som man tænkte på eller havde tænkt i en trancelignende tilstand. Sådanne tilgange til at skrive blev bemærkelsesværdigt populære i efterkrigstiden, da det handlede om indre tanker og følelser og ikke om noget, som var baseret på en rational analyse. Yeats var en af de første digtere, som begyndte at eksperimentere med denne form for digtning. Dadaismen W.B. Yeats var egentlig ikke en del af den nye efterkrigstidsgeneration, da han havde skrevet i adskillige årtier. Men rundt om i Europa opstod en ny generation af digtere, født i slutningen af det 19. århundrede, som videreudviklede de mest ekstreme og radikale tendenser inden for førkrigstidens avantgarde-bevægelser. Før krigen havde disse bevægelser været marginale, men på grund af krigens rædsler opstod en fornyet interesse for dem. Denne radikale bohemekultur var ikke en del af T.S. Eliots eller W.B. Yeats' verdener, da de tilhørte den mere respekterede del af litteraturen. Men for mange radikale litterære personer på det europæiske kontinent var den eksperimenterende førkrigskultur det mest præcise syn på den menneskelige virkelighed. Disse avantgarde-eksperimenterende bevægelser pegede på en ny måde at forstå verden og virkeligheden på. Den syntes at foreslå, at virkeligheden, som man havde oplevet under krigen, kun kunne udtrykkes gennem en ny måde at skrive på. Krigen havde været irrationel, og eftersom selve krigen var irrationel, var det kun irrationelle kunstformer, som kunne beskrive de følelser, som var forbundet med krigen. Dette var temaerne i den nye såkaldte dada-bevægelse (også kaldet dadaisme), som opstod i Schweiz efter krigen og kortvarigt blomstrede i Paris. Begrebet dada var et nonsensord opfundet af den tyske forfatter Hugo Ball, men bevægelsens førende skikkelse blev stifteren og digteren Tristan Tzara (1896-1963). Han havde en meget bestemt måde at skrive digte på, den såkaldte dada-metode, som var at klippe tilfældige ord ud af aviser og lægge dem i en pose og herefter fuldstændig tilfældigt sammensætte et digt. Digtet var naturligvis den rene nonsens, men dette var sådan set også hele formålet med digtet, som skulle antyde, at den moderne civilisation, kunst, litteratur, videnskab og andre bestræbelser nu var fuldstændig absurde. Alt var tidligere blevet sagt og gjort inden for den kulturelle ramme, som i sidste ende havde ført til katastrofale ødelæggelser. Kulturen var med andre ord blevet korrumperet af fornuften, og den skulle erstattes af absurde udtryk i lyddigte og nonsensdigte. Hensigten var i bund og grund at skabe en ny verden og et nyt slags menneske, som var fuldstændig fri fra fornuftens væsen. Dadaismen gjorde krav på at repræsentere det, som den havde fået tildelt, nemlig en fuldstændig absurd verden, og den absurditet havde de i sinde at give tilbage. På et typisk dadaistisk møde blev der holdt nonsenstaler, og der blev læst digte op, som gav absolut ingen mening. Dadaisterne hånede de traditionelle forsøg på at give mening ved at konstruere eller ødelægge den traditionelle mening. De satte sig som mål at betvivle alle de traditionelle kategorier, såsom logik, fornuft, mening, viden og endda virkeligheden. De tilfældige ord i de dadaistiske vrøvledigte blev ikke holdt sammen af noget som helst, men dette var hele pointen. Dadaismen var primært destruktiv, den havde ikke noget egentligt produktivt program eller manifest. Det handlede ene og alene om at latterliggøre, og dadaismens popularitet var da også ganske kortvarig. Alligevel fik dadaismen stor betydning, fordi den gav grobund for andre bevægelser, heriblandt den mere kendte bevægelse surrealismen. Surrealismen Efter at dadaismens aktiviteter var døet hen, samledes en gruppe forfattere og malere med bl.a. Max Ernst og Jean Arp sig i Paris omkring digteren André Breton. I lighed med dadaisterne havde de en regulær foragt for borgerskabets værdier, men forkastede dens nihilisme og gik ind for en stærk positivistisk filosofi, der var inspireret af Sigmund Freuds (1856-1939) psykoanalytiske teorier. Disse såkaldte surrealister delte dadaisternes følelse af, at den vestlige civilisation var brudt sammen under Den store Krig. Således opstod surrealismen (”overvirkelighed”) til dels som en reaktion på 1. Verdenskrigs brutalitet, og den fik til forskel fra dadaismen en længerevarende indflydelse på europæisk kultur; den påvirkede digterne, tidens romanforfattere og ikke mindst de visuelle kunstnere. En af de kunstmalere, som var særligt under surrealismens indflydelse, var den spanske kunstner Salvador Dali (1904-1989). Den mest indflydelsesrige leder af surrealismen i 1920'erne og 1930'erne var imidlertid den franske forfatter André Breton (1896-1966). Han kom fra Tinchebray i Normandiet og begyndte at studere medicin og psykologi. Han var en ung mand, da krigen brød ud i 1914, og blev meget påvirket af krigens rædsler og brutalitet. Breton gjorde under krigen tjeneste som medicinsk assistent på militærhospitalerne; han arbejdede især med soldater, som led af psykiske krigstraumer fra skyttegravene, hvilket fik en stor indflydelse på hans personlige og faglige udvikling. Under krigen mistede han to gode venner; en af dem digteren Guillaume Apollinaire (1880-1918), der opfandt betegnelsen surrealisme. Han blev alvorligt såret i 1916 og døde to år senere i 1918 af influenza under Den spanske Syge. På et af de hospitaler, han arbejdede på, mødte han Jacques Vaché, hvis antisociale holdning og foragt for de etablerede kunstneriske traditioner fik stor betydning for Breton. Vaché begik – i en alder af 24 år og i ren og skær fortvivlelse – selvmord før krigen sluttede. Det var et stort personligt tab for Breton og fik varig indflydelse på Breton. Ud af denne krigstidserfaring udviklede André Breton en dyb interesse for det psykiske og især det ubevidste; han begyndte at studere Sigmund Freud (1856-1939) og værkerne af den franske psykiater Pierre Janet (1859-1947), som blandt andet havde skrevet om psykiske automatismer. Både Freud og Janet arbejdede med såkaldte frie associationer hos deres patienter, hvor det handlede om at de skulle følge deres tanker. Denne metode gjort et stort indtryk på Breton, og han fortsatte med at interessere sig for det psykologiske efter krigen og besøgte endda Freud i Wien. Endvidere studerede han mystiske og okkulte traditioner og sammenblandet med oplevelserne fra krigen og psykologien udviklede Breton sine ideer omkring surrealismen. Lidt ligesom digterne i symbolismen i slutningen af det 19. århundrede lagde han vægt på sindets virkelighed, og han forsøgte at videreformidle det ubevidste i kunsten. Dette fik Breton til at udforske drømme og at eksperimentere med automatskrift, da dette var den bedste måde at udtrykke oplevelsen fra en drøm. Han ville åbne op for jeg'et i det ubevidste, da det var den vigtigste del i den kreative del af sindet. På denne måde forsøgte at han bære forfatterne ud på den anden side af realismen – til surrealismen. Breton var af den overbevisning, at samfundet undertrykte menneskets sande natur, og at det var nødvendigt både i tilværelsen og i kunsten at give fantasien frit løb. Automatskriften ville ifølge Breton generere en strøm af tanker, som skulle skrives ned på papir, og i disse ord lå sandheden begravet. André Breton fremlagde sine teorier i to berømte manifester fra henholdsvis 1924 og 1930. I Manifeste du surréalisme (”Det surrealistiske Manifest”), hvori han definerede surrealismen som ren psykisk automatisme og erklærede, at surrealistisk litteratur blev skabt ved at skrive uden bevidsthedens kontrol. Det handlede om, at man sætter sig for at udtrykke tankens virkelig funktion uden nogen kontrol fra fornuftens væsen og uden nogen interesse for det æstetiske og for den sags skyld moralske. I manifesterne argumenterede han for, at logikkens tid var slut, og den virkelige tankeproces ville nu udvikle sig uden at blive kontrolleret af fornuften. Denne teori havde en stor indflydelse på digterne og de visuelle kunstnere i 1920'erne og 1930'erne. Bretons manifest gjorde krav på, at surrealistisk kunst og litteratur ændrede måden, hvorpå mennesker betragter verden. Kunstneren kan forfølge de surrealistiske ideer og skabe lige nøjagtig det, han ser for sig, uden hensyntagen til konventionerne og fornuften. Nogle af surrealisterne sluttede sig til kommunismen, men mere generelt udviklede surrealismen sig til en eksperimenterende kunstform, hvor Salvador Dali er en af de mest berømte udøvende. Publikationsår: 2017 Test dig selv i teksten Quizzen: Poesi og surrealisme i tiden efter 1. Verdenskrig Arbejdsspørgsmål: 1. Kan poesi bedre end nogen andre former for litterære genrer formidle desillusion, fortvivlelse og tomhed? 2. Hvad er det, som giver poesi den kraft, som angiveligt hører til digtningen? 3. Hvorfor har surrealisternes interesse for drømme og irrationelle tanker haft en så stor indflydelse på det 20. århundredes kultur? Anbefalet litteratur: Eliot, T.S. The Waste Land i Moderne Litteratur (Historiens Verden) 1922 Yeats, W.B. The Second Coming i Moderne Litteratur (Historiens Verden) 1920 Brix, Jan Første Verdenskrig og Freden i Demokratiernes århundrede Moderne Verden, 2013 Breton, Andre (redigeret af Franklin Rosemont) André Breton, What Is Surrealism? Selected Writings Pathfinder Press, 1978 Geddes, Gary (red.) 20th-Century Poetry and Poetics Oxford University Press, 2006 (5. udgave) Fussell, Paul The Great War and Modern Memory Oxford University Press, 2013 Ball, Hugo Flight out of Time Berkeley og Los Angeles: University of California Press, 2014 Jones, Dafydd, W. Dada 1916 In Theory: Practices of Critical Resistance Liverpool: Liverpool University Press, 2014 Biro, M. The Dada Cyborg: Visions of the New Human in Weimar Berlin Minneapolis: University of Minnesota Press, 2009 Jones, Dafydd Dada Culture New York & Amsterdam: Rodopi Verlag, 2006 Hopkins, David Dada and Surrealism: A Very Short Introduction Oxford University Press, 2004 Durozoi, Gerard (oversat af Alison Anderson) History of the Surrealist Movement University of Chicago Press, 2004 Nadeau, Maurice History of Surrealism Cambridge, Massachusetts: Belknap Press, 1989 |
Af: Jan Brix
T.S. Eliot Thomas Stearns Eliot Thomas Stearns ("T.S.") Eliot blev født den 26. september 1888 og døde den 4. januar 1965. Han blev født i Saint Louis i Missouri i USA, men flyttede til Storbritannien i 1914, da han blev 25 år. Da han var 39 år blev han britisk statsborger. T.S. Eliot fik stor opmærksomhed for sit modernistiske digt The Love Song of J. Alfred Prufrock fra 1915. Dette blev efterfulgt af hans mest kendte digte The Waste Land, The Hollow Men, Ash Wednesday og Four Quartets. I 1948 modtog han Nobelprisen i litteratur. Sigmund Freud Sigmund Freud Sigmund Schlomo Freud (1856-1939) var en østrigsk neurolog og psykiater af jødisk herkomst, der grundlagde psykoanalysen tidligt i det 20. århundredes Wien. Freud skrev detaljerede beskrivelser af drømme og det ubevidste sind (med særlig fokus på seksualdriften) og analyserede de konfliktdrifter som opstod af begær og aggressivitet i relationen mellem mennesker. Han udvidede sin teori fra det individuelle sind til de undertrykkende processer, som former civilisationen. Friedrich Nietzsche i 1882 Friedrich Nietzsche Friedrich Nietzsche (1844-1900) var en tysk filosof og samfundskritiker, som udfordrede den vestlige filosofiske forestilling om fornuft og sandhed. Siegfried Sassoon Siegfried Sassoon Siegfried Loraine Sassoon (1886-1967) var en engelsk digter og forfatter. Han fik sit gennembrud som digter under Den 1. Verdenskrig. Han skrev også prosa og er mest kendt for den halvt selvbiografiske trilogi The Complete Memoirs of George Sherston. Titelsiden til T.S. Eliots "The Waste Land" William Butler Yeats W.B. Yeats William Butler Yeats (1865–1939) blev født i Sandymount, en forstad til Dublin. Han var søn af kunstneren John Butler Yeats (1839-1922). Efter at have gået i skole i London, som familien flyttede til, da han var 9 år gammel, vendte han tilbage til Dublin med familien i 1880 og gik på High School. Selv om han i 1884 gik på kunstskole, var det poesien som han blev tiltrukket af, og han udgav sine første digte det følgende år. Han hyldede den irske kulturarv med digte og prosaværker, som fx The Wanderings of Oisin and Other Poems (1889) og The Celtic Twilight (1893). William Butler Yeats i 1933 André Breton Breton og surrealismen I 1919 tog André Breton initiativet til tidsskriftet Littérature sammen med Louis Aragon og Philippe Soupault. Han var også associeret med dadaisten Tristan Tzara. I en udgivelse med titlen "De magnetiske Marker" (Les Champs Magnétiques), en samling med Soupault, iværksatte han princippet med automatskrift. Det indebar, at kunstneren i den kreative skabelsesproces, særlig indenfor digtning, men også indenfor billedkunst, lader fornuften træde i baggrunden for at tillade et underbevist billedsprog at blive sat fri. Han udgav i 1924 Det surrealistiske Manifest og blev redaktør for tidsskriftet La Révolution surréaliste fra 1924. En gruppe af forfattere blev associeret med ham: Philippe Soupault, Louis Aragon, Paul Éluard, René Crevel, Michel Leiris, Benjamin Péret, Antonin Artaud, og Robert Desnos. |