Poesi og surrealisme
I tiden efter 1. Verdenskrig

Ovenstående tekst kan KUN ses af dig selv.

I tiden efter Den store Krig, som 1. Ver­dens­krig også kaldes, opstod en intellektuel reaktion på den bru­ta­li­tet og fortvivlelse, som var blandt følgerne af krigen. Blandt de digtere, som udtrykte en tomhed og fortvivlelse over krigen, var T.S. Eliot og William B. Yeats, som dog fort­satte tenden­serne iværksat af Siegfried Sassoon og Wilfred Owen under krigen. Denne digtning blev suppleret af de radikale og eksperimenterende be­væg­els­er, her­i­blandt dadaismen og surrealismen, som opstod under og efter krigen. Dadaismen var en nonsensbe­væg­els­e, som re­a­ge­re­de stærkt mod fornuften og det rationelle med digte og malerier, som absolut ikke gav mening. En mere be­tyd­ningsfuld og varig be­væg­els­e var surrealismen, som under ledelse af digteren André Breton (1896-1966) i 1920'erne støttede sig til stof fra drømme og til automatskrift frembragt af underbevidstheden.

Pessimismen i Europa
Den store Krig fra 1914 til 1918 førte til en generel kulturel pessimisme i Europa og dermed en fornyet in­te­res­se for Sigmund Freuds teorier om det irrationelle og den men­nes­ke­lig­e aggression. Krigen havde vist, hvor skrøbelig den men­nes­ke­lig­e fornuft egentlig var, og med krigen fulgte en bredere kulturel accept af de litterære og kunstneriske be­væg­els­er, som før krigen havde været marginale, men udfordrede troen på videnskaben, fremskridtet og den akademiske positivisme. På mange måder op­mun­tre­de krigen til en udbredt tro på, at det eu­ro­pæi­sk­e samfund var faldet i en dyb politisk og kulturel krise, så kunstnerne og forfatterne, som før krigen havde givet udtryk for dette, opnåede en voldsom po­pu­la­ri­tet og be­tyd­ning efter krigen. Blandt disse var intellektuelle per­son­lig­he­der som Friedrich Nietzsche, som i slut­nin­gen af det 19. årh­undr­ed­e havde advaret om, at Europa befandt sig i en voldsom krise.
Dette krisetema er også den tilbagevendende idé i efterkrigstidens lit­te­ra­tur og særligt i dens digtning, som udtrykte og formede de ind­fly­del­sesrige ideer i den litterære modernisme. Der var en gennemgribende følelse af tab i efterkrigstidens kultur, som antydede, at den gamle kul­tu­rel­le orden havde mistet sin samhørighed. Det var ikke u­de­luk­ken­de den po­li­tis­ke og sociale orden, som havde mistet sin samhørighed, den kul­tu­rel­le orden fra tiden før krigen havde også mistet sin samhørighed. Dette var et tema i Robert Graves' signifikante efterkrigsmemoir Good-Bye to All That, som udkom i 1929. Titlen refererer til, at den gamle orden med patriotisme efter 1. Ver­dens­krig er fortid og blevet er­stat­tet af ateisme, feminisme, pacifisme og socialisme. Denne idé om lidelse og tab var allerede en do­mi­ne­ren­de tanke, som engelske digtere skrev om under krigen. Fortvivlelsen, angsten, bekymringen og pessimismen kommer til udtryk hos krigsdigtere som Siegfried Sassoon (1886-1967) og Wilfred Owen (1893-1918). Både Sassoon og Owen opnåede en enorm po­pu­la­ri­tet efter krigen og bidrog til ska­bel­sen af en efterkrigsskepticisme omkring patriotiske og militære idealer i Stor­bri­tan­ni­en. Især Owens værker var gribende, når man tager i betragtning, at han blev dræbt i kamp ved Sambre-Oise-kanalen en uge før krigen sluttede. Owen skrev et antal digte under krigen, som udfordrede det patriotiske syn på krigen, udtrykt af blandt andre Rupert Brooke. Et af disse digte var Dulce et Decorum Est, hvori han afviste de patriotiske idealer i be­skri­vel­sen af en soldats død.
Owen havde et førstehåndskendskab til skyttegravene og gastågen, og digtet Dulce et Decorum Est er et forsøg på at udtrykke den desperation og fortvivlelse, som sol­da­ter­ne blev ramt af under et gasangreb. Han indleder digtet med en be­skri­vel­se af en gruppe demoraliserede soldater, som trækker sig tilbage fra kampen. De bliver i­mid­ler­tid udsat for et gasangreb, og alle, på nær én, når at tage gasmaske på, før den dødbringende gas når dem. Fortælleren ser herefter gennem gasmasken det ”grønne hav” som gassen skaber omkring ham og hans kammerater, mens han hjælpeløst ser en af sine kammerater dø i smerte. Billedet af den døende soldat kan fortælleren aldrig glemme, og det hjemsøger ham i hans drømme. Digtet er en afvisning af de patriotiske idealer om, at det er godt at dø for sit land, da en, som ser noget sådant, næppe kan ac­cep­te­re de gamle idealer. Titlen på digtet er som sagt Dulce et Decorum est pro patria mori, der betyder ”Det er sødt og glorværdigt at dø for fædrelandet”. Owen forsøgte at argumentere for, at det var en løgn at sige, ligesom antikkens Horats havde sagt, at det var glorværdigt at dø for sit land. Titlen og digtet var et udtryk for en bitterhed, kynisme, fortvivlelse og pessimisme, som vandt indpas i krigstidens digtning.
Denne form for litterært per­spek­tiv og desillusion har muligvis været forståelig blandt de for­fat­te­re, som havde været førstehåndsvidner til krigens bru­ta­li­tet i skyttegravene, men følelsen af tomhed og fortvivlelse dukkede også op hos de digtere, som ikke gjorde mi­li­tært­jen­est­e. Blandt de digtere, som skrev om fortvivlelsen og tomheden i efterkrigstidens Stor­bri­tan­ni­en, var William Butler (”W.B.”)Yeats (1865-1939) og Thomas Stearns (”T.S.”) Eliot (1888-1965). Denne tomhed og desillusion kom i­mid­ler­tid ikke kun til udtryk blandt britiske digtere, men også hos andre eu­ro­pæi­sk­e digtere og litterære be­væg­els­er, som dukkede op imod slut­nin­gen af krigen, først og fremmest dadaismen og surrealismen.
Disse desillusionerede og fortvivlede digtere og be­væg­els­er var alle et udtryk for den pessimisme og fortvivlelse som prægede folk i efterkrigstiden. Krigen var et udtryk for mang­len­de fornuft, og det var digterne bedst til at udtrykke, og det irrationelle forblev et frem­her­sken­de litterært per­spek­tiv igennem det meste af det 20. årh­undr­ed­e. Dette har fået mange his­to­ri­ke­re og lit­te­ra­turhis­to­ri­ke­re til at argumentere for, at Den store Krig var stærkt med­vir­ken­de til at skabe en kulturarv, som prægede resten af årh­undr­ed­et.

T.S. Eliot og W.B. Yeats
Blandt de britiske digtere, som på bedste vis gav udtryk for denne følelse af krise og fortvivlelse, var T.S. Eliot og W.B. Yeats, som begge opnåede den prestige at blive tildelt Nobelprisen i lit­te­ra­tur. T.S. Eliot kom op­rin­de­ligt fra USA, hvor han voksede op i St. Louis i Missouri. Han fik en universitetsgrad ved Harvard U­ni­ver­si­ty, men tilbragte i 1911 et år i Paris, hvor han hørte en forelæsning af den berømte Henri Bergson ved Collége de France. Herefter vendte han tilbage til USA, hvor han gik i gang med at skrive en doktorgrad i filosofi. Han valgte dog i 1914 at tage til Stor­bri­tan­ni­en, og da han fuldendte sin doktorgrad om fi­lo­sof­fen F.H. Bradley boede han i England og be­slut­te­de at bosætte sig per­ma­nent i landet. Han blev gift med en eng­lænd­er og fik arbejde i Lloyd's Bank i London, men hans virkelig store passion var lit­te­ra­tur og poesi. Han vendte fuld­stænd­ig ryggen til USA og blev i 1927, da han var 39 år, britisk statsborger; han følte sig mere som eng­lænd­er og europæer end som amerikaner. T.S. Eliot var af den op­fat­tel­se, at euro­pæi­sk kultur befandt sig i en overgangsperiode, en krise, og muligvis tæt på et forestående kollaps. I 1922 skrev han sit vel nok mest berømte digt, The Waste Land (”Ødemarken”), som blev udgivet i The Criterion. Det blev skrevet på et van­ske­ligt tids­punkt i Eliots liv, da hans ægteskab gik dårligt, og han led af en nervesygdom.
Mange har læst hans digt som et udtryk for efterkrigstidsgenerationens skuffelse og den pessimisme, som prægede tiden og det kul­tu­rel­le kollaps. Digtets be­tyd­ning er fortsat meget om­dis­ku­te­ret, da mange lit­te­ra­turhis­to­ri­ke­re fortsat er i tvivl om, hvad hen­sig­ten egentlig var med digtet. Selve titlen antyder, at digtet handler om fragmentering og fortvivlelse; det er et digt med flere stemmer og adskil­lige per­spek­tiver, som man ser i megen modernistisk kunst. Men Eliots in­ten­ti­o­ner med digtet er fortsat meget uklare, og nogle mener, at be­teg­nel­sen waste land primært er en reference til hans egen fortvivlelse omkring hans helbred med depression, nervelidelse og ægteskabspro­ble­mer. Dette har fået mange forskere til at mene, at digtet i bund og grund handler om hans egen tilstand. Men for de fleste læsere blev waste land en poetisk metafor for efterkrigstidens verden med død, ød­el­ægge­lse­ og tab. Denne følelse af tomhed og fortvivlelse i en verden ude af kontrol blev central i Eliots digtning igennem store dele af 1920'erne. Igen og igen vender han tilbage til tomheden og tabet, et per­spek­tiv som kommer ty­de­ligst til udtryk i digtet The Hollow Men fra 1925. Eliot antyder, at samtaler i denne verden er blevet stille eller uden be­tyd­ning; der er intet tilbage til at løfte folk ud af denne krise. Digtet antyder denne følelse af tab, som udtrykkes i digtet således:

This is the way the world ends
This is the way the world ends
This is the way the world ends
Not with a bang but a whimper

Det var denne form for digtning, hvor der blev talt om verdens undergang, der gav Eliot et rygte som kulturel pessimist.
Men denne følelse af pessimisme i efterkrigstiden og følelse af tab kommer muligvis endnu mere til udtryk i digtet The Second Coming, som blev skrevet af W.B. Yeats i 1919 lige efter 1. Ver­dens­krigs af­slut­ning og i be­gyn­del­sen af Den irske U­af­hængi­gh­edskrig, men først trykt i The Dial i november 1920. Yeats kom fra Irland, men hans far flyttede på grund af sit kunstneriske talent til London, og således brugte Yeats store dele af sit liv på at rejse frem og tilbage mellem Dublin og London. Yeats var ikke desto mindre en stor fortaler for irsk kultur og ikke mindst irsk politisk u­af­hængi­gh­ed. End­vid­e­re var han yderst skeptisk overfor den moderne vid­en­ska­be­lig­e ci­vi­li­sa­ti­on, hvorfor han blev til­truk­ket af diverse former for mysticisme og in­te­res­seret i okkulte filosofier. W.B. Yeats blev dybt forelsket i den irske Maud Gonne, men hun giftede sig ikke med ham. I stedet blev hun gift med en anden, som hun fik en datter med, og da hun blev gammel nok forsøgte han at fri til hende. Hun ønskede dog heller ikke at blive gift med ham, hvorfor han til sidst blev gift med Georgie Hyde-Lees. W.B. Yeats var meget fortvivlet på grund af undertrykkelsen af den irske nationalbe­væg­els­e under 1. Ver­dens­krig. Det var således ikke kun døden og det kaos som herskede under krigen, som plagede ham, men også si­tu­a­ti­o­nen i Irland og briternes ageren i Irland. Re­sul­ta­tet af den fortvivlelse kom til udtryk i digtet The Second Coming, som han i de første udkast kaldte The Second Birth.
Mange mo­der­nis­tis­ke lit­te­ra­turhis­to­ri­ke­re læser digtet som et sørgedigt og en tragedie over den eu­ro­pæi­sk­e ci­vi­li­sa­ti­ons forfald i samme stil som Eliot. Digtet indledes således:

Things fall apart; the centre cannot hold;
Mere anarchy is loosed upon the world,
The blood-dimmed tide is loosed, and everywhere
The ceremony of innocence is drowned;
The best lack all conviction, while the worst
Are full of passionate intensity,
(Yeats The Second Coming, 1920)

Senere kri­ti­ke­re mener dog, at digtet udtrykker Yeats' apokalyptiske mystiske teorier, som blev formet i 1890'erne. Yeats inkorporerede i dette digt sin idé om the gyre, som var en his­to­risk cyklus på omkring 2000 år.

Turning and turning in the widening gyre
The Falcon cannot hear the falconer;
(Yeats The Second Coming, 1920)

Første gang, ideen om the gyre dukkede op, var i A Vision, hvori han forudså, at anarki ville herske omkring 2.000 år efter Jesu Kristi fødsel. Verden drejer og drejer og kan derfor ikke finde tilbage til sin egen oprindelse. Denne frygt er tæt knyttet til traumerne i krigen og industrialismen og militarismen, som prægede verden omkring år 1900. I de sidste linjer refererer Yeats til den op­fat­tel­se, at hi­sto­ri­en er cyklisk, og at hans tids­al­der re­præs­ent­er­ed­e enden på denne cyklus, som begyndte med kris­ten­dom­men. Nogle lit­te­ra­turkri­ti­ke­re mener, at ordet "beast" refererer til de tra­di­ti­o­nel­le herskerklasser i Europa, som ikke var i stand til at beskytte den tra­di­ti­o­nel­le kultur mod de materialistiske massebe­væg­els­er.

That twenty centuries of stony sleep
Were vexed to nightmare by a rocking cradle,
And what rough beast, its hour come round at last,
Slouches towards Bethlehem to be born.
(Yeats The Second Coming, 1920)

Yeats havde ikke en løsning på disse pro­ble­mer, men han fandt en trøst i sine litterære be­stræb­els­er til at beskrive kultur, som havde behov for en gen­føds­el. Det var ikke kun irsk kultur, han her henviste til, men euro­pæi­sk kultur i al­min­de­lig­hed. Yeats' dybe fascination af for­skel­li­ge mystiske tanker og ideer førte ham til en betagelse af det, han betegnede automatisk skrivning, der normalt blev associeret med det mystiske og esoteriske. Fæn­om­en­et automatisk skrivning handlede om, at man spontant skulle nedskrive det, som man tænkte på eller havde tænkt i en trancelignende tilstand. Sådanne tilgange til at skrive blev bemærkelsesværdigt populære i efterkrigstiden, da det handlede om indre tanker og følelser og ikke om noget, som var baseret på en rational analyse. Yeats var en af de første digtere, som begyndte at eksperimentere med denne form for digtning.

Dadaismen
W.B. Yeats var egentlig ikke en del af den nye efterkrigstidsgeneration, da han havde skrevet i adskil­lige årtier. Men rundt om i Europa opstod en ny generation af digtere, født i slut­nin­gen af det 19. årh­undr­ed­e, som videreud­vik­le­de de mest ekstreme og radikale tenden­ser inden for førkrigstidens avantgarde-be­væg­els­er. Før krigen havde disse be­væg­els­er været marginale, men på grund af krigens rædsler opstod en fornyet in­te­res­se for dem. Denne radikale bohemekultur var ikke en del af T.S. Eliots eller W.B. Yeats' verdener, da de tilhørte den mere re­spek­te­re­de del af lit­te­ra­turen. Men for mange radikale litterære personer på det eu­ro­pæi­sk­e kontinent var den eksperimenterende førkrigskultur det mest præcise syn på den men­nes­ke­lig­e vir­ke­lig­hed.
Disse avantgarde-eksperimenterende be­væg­els­er pegede på en ny måde at forstå verden og vir­ke­lig­heden på. Den syntes at foreslå, at vir­ke­lig­heden, som man havde oplevet under krigen, kun kunne udtrykkes gennem en ny måde at skrive på. Krigen havde været irrationel, og eftersom selve krigen var irrationel, var det kun irrationelle kunstformer, som kunne beskrive de følelser, som var for­bun­det med krigen. Dette var temaerne i den nye såkaldte dada-be­væg­els­e (også kaldet dadaisme), som opstod i Schweiz efter krigen og kort­va­rigt blom­stre­de i Paris. Begrebet dada var et nonsensord opfundet af den tyske forfatter Hugo Ball, men be­væg­els­ens førende skikkelse blev stifteren og digteren Tristan Tzara (1896-1963). Han havde en meget bestemt måde at skrive digte på, den såkaldte dada-metode, som var at klippe til­fæld­ig­e ord ud af aviser og lægge dem i en pose og herefter fuld­stænd­ig tilfældigt sammensætte et digt. Digtet var na­tur­lig­vis den rene nonsens, men dette var sådan set også hele formålet med digtet, som skulle antyde, at den moderne ci­vi­li­sa­ti­on, kunst, lit­te­ra­tur, videnskab og andre be­stræb­els­er nu var fuld­stænd­ig absurde. Alt var tid­li­ge­re blevet sagt og gjort inden for den kul­tu­rel­le ramme, som i sidste ende havde ført til ka­tas­tro­fa­le ød­el­ægge­lse­r. Kulturen var med andre ord blevet korrumperet af fornuften, og den skulle erstattes af absurde udtryk i lyddigte og nonsensdigte. Hen­sig­ten var i bund og grund at skabe en ny verden og et nyt slags menneske, som var fuld­stænd­ig fri fra fornuftens væsen.
Dadaismen gjorde krav på at repræsentere det, som den havde fået tildelt, nemlig en fuld­stænd­ig absurd verden, og den absurditet havde de i sinde at give tilbage. På et typisk dadaistisk møde blev der holdt nonsenstaler, og der blev læst digte op, som gav absolut ingen mening. Dadaisterne hånede de tra­di­ti­o­nel­le forsøg på at give mening ved at kon­stru­e­re eller ødelægge den tra­di­ti­o­nel­le mening. De satte sig som mål at betvivle alle de tra­di­ti­o­nel­le kategorier, såsom logik, fornuft, mening, viden og endda vir­ke­lig­heden. De til­fæld­ig­e ord i de dadaistiske vrøvledigte blev ikke holdt sammen af noget som helst, men dette var hele pointen.
Dadaismen var primært destruktiv, den havde ikke noget e­gent­ligt produktivt program eller manifest. Det handlede ene og alene om at latterliggøre, og dadaismens po­pu­la­ri­tet var da også ganske kort­va­rig. Al­li­ge­vel fik dadaismen stor be­tyd­ning, fordi den gav grobund for andre be­væg­els­er, her­i­blandt den mere kendte be­væg­els­e surrealismen.

Surrealismen
Efter at dadaismens ak­ti­vi­te­ter var døet hen, samledes en gruppe for­fat­te­re og malere med bl.a. Max Ernst og Jean Arp sig i Paris omkring digteren André Breton. I lighed med dadaisterne havde de en regulær foragt for borgerskabets værdier, men forkastede dens nihilisme og gik ind for en stærk positivistisk filosofi, der var in­spi­re­ret af Sigmund Freuds (1856-1939) psykoanalytiske teorier. Disse såkaldte surrealister delte dadaisternes følelse af, at den vestlige ci­vi­li­sa­ti­on var brudt sammen under Den store Krig. Således opstod surrealismen (”overvir­ke­lig­hed”) til dels som en reaktion på 1. Ver­dens­krigs bru­ta­li­tet, og den fik til forskel fra dadaismen en læng­er­ev­ar­end­e ind­fly­del­se på euro­pæi­sk kultur; den påv­irk­ed­e digterne, tidens romanfor­fat­te­re og ikke mindst de visuelle kunstnere. En af de kunstmalere, som var særligt under surrealismens ind­fly­del­se, var den spanske kunstner Salvador Dali (1904-1989).
Den mest ind­fly­del­sesrige leder af surrealismen i 1920'erne og 1930'erne var i­mid­ler­tid den franske forfatter André Breton (1896-1966). Han kom fra Tinchebray i Normandiet og begyndte at studere medicin og psykologi. Han var en ung mand, da krigen brød ud i 1914, og blev meget påvirket af krigens rædsler og bru­ta­li­tet. Breton gjorde under krigen tjeneste som medicinsk assistent på militærhospitalerne; han ar­bej­de­de især med soldater, som led af psykiske krigstraumer fra skyttegravene, hvilket fik en stor ind­fly­del­se på hans personlige og faglige ud­vik­ling. Under krigen mistede han to gode venner; en af dem digteren Guillaume Apollinaire (1880-1918), der opfandt be­teg­nel­sen surrealisme. Han blev al­vor­ligt såret i 1916 og døde to år senere i 1918 af influenza under Den spanske Syge. På et af de hospitaler, han ar­bej­de­de på, mødte han Jacques Vaché, hvis antisociale holdning og foragt for de e­ta­ble­re­de kunstneriske traditioner fik stor be­tyd­ning for Breton. Vaché begik – i en alder af 24 år og i ren og skær fortvivlelse – selvmord før krigen sluttede. Det var et stort per­son­ligt tab for Breton og fik varig ind­fly­del­se på Breton.
Ud af denne krigstidserfaring ud­vik­le­de André Breton en dyb in­te­res­se for det psykiske og især det ubevidste; han begyndte at studere Sigmund Freud (1856-1939) og værkerne af den franske psykiater Pierre Janet (1859-1947), som blandt andet havde skrevet om psykiske automatismer. Både Freud og Janet ar­bej­de­de med såkaldte frie associationer hos deres patienter, hvor det handlede om at de skulle følge deres tanker. Denne metode gjort et stort indtryk på Breton, og han fort­satte med at in­te­res­sere sig for det psykologiske efter krigen og besøgte endda Freud i Wien. End­vid­e­re studerede han mystiske og okkulte traditioner og sammenblandet med oplevelserne fra krigen og psykologien ud­vik­le­de Breton sine ideer omkring surrealismen.
Lidt ligesom digterne i symbolismen i slut­nin­gen af det 19. årh­undr­ed­e lagde han vægt på sindets vir­ke­lig­hed, og han forsøgte at vi­de­re­for­mid­le det ubevidste i kunsten. Dette fik Breton til at udforske drømme og at eksperimentere med automatskrift, da dette var den bedste måde at udtrykke oplevelsen fra en drøm. Han ville åbne op for jeg'et i det ubevidste, da det var den vig­tigs­te del i den kreative del af sindet. På denne måde forsøgte at han bære forfatterne ud på den anden side af realismen – til surrealismen. Breton var af den overbevisning, at sam­fun­det undertrykte menneskets sande natur, og at det var nødv­end­igt både i tilværelsen og i kunsten at give fantasien frit løb. Automatskriften ville ifølge Breton generere en strøm af tanker, som skulle skrives ned på papir, og i disse ord lå sand­he­den begravet.
André Breton fremlagde sine teorier i to berømte manifester fra hen­holds­vis 1924 og 1930. I Manifeste du surréalisme (”Det surrealistiske Manifest”), hvori han definerede surrealismen som ren psykisk automatisme og er­klær­ede­, at surrealistisk lit­te­ra­tur blev skabt ved at skrive uden bevidsthedens kontrol. Det handlede om, at man sætter sig for at udtrykke tankens virkelig funktion uden nogen kontrol fra fornuftens væsen og uden nogen in­te­res­se for det æstetiske og for den sags skyld moralske. I manifesterne ar­gu­men­te­re­de han for, at logikkens tid var slut, og den vir­ke­li­ge tankeproces ville nu udvikle sig uden at blive kon­trol­le­ret af fornuften.
Denne teori havde en stor ind­fly­del­se på digterne og de visuelle kunstnere i 1920'erne og 1930'erne. Bretons manifest gjorde krav på, at surrealistisk kunst og lit­te­ra­tur ændrede måden, hvorpå men­nes­ker betragter verden. Kunstneren kan forfølge de surrealistiske ideer og skabe lige nøjagtig det, han ser for sig, uden hensyntagen til konventionerne og fornuften. Nogle af surrealisterne sluttede sig til kommunismen, men mere generelt ud­vik­le­de surrealismen sig til en eksperimenterende kunstform, hvor Salvador Dali er en af de mest berømte udøvende.

Publikationsår: 2017

Test dig selv i teksten
Quizzen: Poesi og surrealisme i tiden efter 1. Ver­dens­krig

Ar­bejds­spørgsm­ål:

1. Kan poesi bedre end nogen andre former for litterære genrer formidle desillusion, fortvivlelse og tomhed?

2. Hvad er det, som giver poesi den kraft, som an­gi­ve­ligt hører til digtningen?

3. Hvorfor har surrealisternes in­te­res­se for drømme og irrationelle tanker haft en så stor ind­fly­del­se på det 20. årh­undr­ed­es kultur?

An­be­fa­let lit­te­ra­tur:

Eliot, T.S.
The Waste Land i Moderne Lit­te­ra­tur (His­to­ri­ens Verden)
1922

Yeats, W.B.
The Second Coming i Moderne Lit­te­ra­tur (His­to­ri­ens Verden)
1920

Brix, Jan
Første Ver­dens­krig og Freden i De­mo­kra­ti­er­nes årh­undr­ed­e
Moderne Verden, 2013

Breton, Andre (redigeret af Franklin Rosemont)
André Breton, What Is Surrealism? Selected Writings
Pathfinder Press, 1978

Geddes, Gary (red.)
20th-Century Poetry and Poetics
Oxford U­ni­ver­si­ty Press, 2006 (5. udgave)

Fussell, Paul
The Great War and Modern Memory
Oxford U­ni­ver­si­ty Press, 2013

Ball, Hugo
Flight out of Time
Berkeley og Los Angeles: U­ni­ver­si­ty of California Press, 2014

Jones, Dafydd, W.
Dada 1916 In Theory: Practices of Critical Resistance
Liverpool: Liverpool U­ni­ver­si­ty Press, 2014

Biro, M.
The Dada Cyborg: Visions of the New Human in Weimar Berlin
Minneapolis: U­ni­ver­si­ty of Minnesota Press, 2009

Jones, Dafydd
Dada Culture
New York & Amsterdam: Rodopi Verlag, 2006

Hopkins, David
Dada and Surrealism: A Very Short Introduction
Oxford U­ni­ver­si­ty Press, 2004

Durozoi, Gerard (oversat af Alison Anderson)
History of the Surrealist Movement
U­ni­ver­si­ty of Chicago Press, 2004

Nadeau, Maurice
History of Surrealism
Cambridge, Massachusetts: Belknap Press, 1989