|
Forside | Log ind |
![]() ![]() |
Oldtiden | Middelalderen | Renæssancen | Oplysningstiden | Romantikken | Moderne | Postmoderne | Litterære Genrer | Kontakt |
Litteratur i Moderne Tid
Naturalistisk litteratur Positivismen og litteraturen Poesi og surrealisme Modernistisk Feminisme |
I slutningen af det 19. århundrede I slutningen af det 19. århundrede skabte europæiske forfattere en ny form for litterær realisme, der betegnedes naturalismen. Der var ikke tale om et radikalt brud med realismen, men derimod tale om at den nye litterære stil var en logisk videreudvikling af den gamle. Da forskellene er meget små kan det nogle gange vise sig særdeles vanskeligt at adskille realisterne fra naturalisterne. Typerne lader sig dog alligevel skille ud fra hinanden, da realisterne helst holdt sig til den jævne middelstand. Godt nok behandlede realisterne problemer som politik, kvindesager og ægteskaber, men naturalisterne var langt mere dogmatiske i deres pessimistiske indstilling, idet de næsten udelukkende beskæftigede sig med de værste sider af menneskelivet. En anden afgørende forskel mellem de to retninger var skæbnesynet. Hvor realisterne så mennesker som ansvarlige for deres handlinger og dermed i stand til at forandre deres skæbne, fulgte naturalisterne Darwins tanker om, at mennesket er præget af arv og miljø. Dette kommer til udtryk hos en række markante forfattere, heriblandt den franske romanforfatter Émile Zola, den norske dramatiker Henrik Ibsen og den polsk-engelske romanforfatter Joseph Conrad. På trods af deres forskellige nationaliteter og litterære stilarter afviste de alle det sentimentale optimistiske syn på det moderne samfund og mennesket og satte spørgsmålstegn ved de liberale antagelser om fremskridtet i moderne europæisk kultur. Den naturalistiske litteratur Det franske nederlag til Tyskland i 1870-1871 fungerede som optakt til en periode, hvor Frankrig kunstnerisk og litterært blev en dominerende faktor i Europa. Det var enden på romantikken, som havde sit udspring i det 18. århundredes rationalisme og oplysningsideer. Romantikken var ikke fransk i sin oprindelse, men var kommet til Frankrig fra Schweiz, England og Tyskland. Realismen opstod som en reaktion på romantikken, og de antiromantiske franske realister søgte ganske naturligt deres åndshistoriske forbundsfæller blandt den franske oplysningstids filosoffer og forfattere. Romantikerne havde sat begreber som tradition meget højt, og romantikerne troede på den enkeltes geni og inspiration, men så med foragt på videnskabsmændene. Det kom imidlertid til et opgør med dette syn, da de moderne forfattere i 1870’erne og 1880’erne ikke stolede på individuelle inspirationer, men selv drev en slags videnskabelig indsamling af stof, de skulle bruge i skabelsen af ”objektive” sociale romaner på grundlag af detailstudier af ”virkeligheden”. Romanen havde fra begyndelsen været en blanding af realisme og romantik, men efter midten af det 19. århundrede fik den en stærk moralsk undertone. Et eksempel herpå er Charles Dickens, der skrev om børnenes arbejde på fabrikkerne og den brutale tilværelse i slumkvartererne. Dickens kunne på grund af sin åbenlyse medfølelse med sine hovedpersoner betegnes som romantiker, men hans billede af virkeligheden tilhører realismen. I Frankrig havde denne stilart sine repræsentanter i Flaubert, der ubarmhjertigt skrev om borgerskabets falske idealer i det kendte værk Madame Bovary fra 1857. Realisterne levede imidlertid i en verden, hvor deres romantiske illusioner måtte vige for den videnskabelige erkendelse. Den gængse positive tro på de videnskabelige fremskridt og de politiske institutioner i Europa begyndte imidlertid i slutningen af de 19. århundrede at tiltrække kritisk opmærksomhed fra en gruppe forfattere. Disse forfattere, som ikke var en del af den akademiske verden, var meget opmærksomme på videnskabens empiriske resultater og ikke mindst Charles Darwins evolutionsteorier og den generelle tro på fremskridtet, som blomstrede i populærmedierne og inden for den akademiske kultur. Ligesom andre intellektuelle i denne periode ønskede forfatterne også at trække på den prestige, som var blevet uløseligt forbundet med videnskaben. Romanforfattere og dramatikere kunne ikke opdage nye naturlove, men de kunne gennem studier og skrifter påvise, hvordan den sociale og økonomiske virkelighed var lige under overfladen af det europæiske samfund. Dette var fuldstændig sammenligneligt med den biologiske virkelighed i naturen. Målet for forfatterne i denne tid blev således, ligesom forskeren inden for videnskaben, at finde frem til den dybereliggende virkelighed i samfundet. Realisterne var på sin vis idealister, fordi de protesterede mod samfundets overgreb og ønskede at forbedre det. De kunne skildre alle samfundslag, men holdt sig helst til den jævne middelstand, og de satte problemer under debat om ægteskab og kvindesag, fritænkeri, politik og korruption, konkurrence, økonomisk svindel osv. De havde også et øje for menneskenes svagheder og dårlighed, men var ikke blinde for, at enkelte også kunne have gode egenskaber. Men realisterne levede på et tidspunkt, hvor deres romantiske illusioner skridt for skridt måtte vige for den videnskabelige erkendelse. Den nye gruppe forfattere byggede videre på realismen, men begyndte samtidig at omfavne visse aspekter af den dominerende kulturelle tro på videnskaben. Forfatterne ønskede at bruge den nye videnskab til en social og litterær kritik af det moderne Europa. Mens mange så Charles Darwin som en forkynder af en optimistisk udviklingstro, oplevede man altså med den nye gruppe kreative forfattere en gennemgående pessimisme, og de rettede oftere opmærksomheden mod degeneration og dårlig arv end mod sunde arveanlæg og gode udviklingsmuligheder. Litteraturhistorikere har ofte beskrevet naturalismen som en bestemt tilgang til litteraturen, men ligesom alle andre litterære og kunstneriske bevægelser er den ikke let at definere. På mange måder minder naturalismen om den litterære realisme i dens forsøg på at undslippe den romantiske sentimentalisme og de romantiske billeder af den isolerede, melankolske digter. Naturalisterne var mindre optaget af digteren og mere optaget af at portrættere de hårde realiteter i livet, især de realiteter som respektable folk ikke brød sig om at høre om eller diskutere. I den henseende gik naturalismen et skridt videre end den litterære realisme ved at fokusere på alle de ubehagelige sider af livet, nemlig kriminalitet, korruption, sygdomme, fattigdom, prostitution, mentale lidelser, alkoholisme, dårlige ægteskaber osv. De ville med andre ord bruge videnskaben til at belyse problemerne i samfundet, problemer som ikke forsvinder i et moderne samfund, men faktisk syntes at blive intensiveret. Naturalisterne ønskede at præsentere publikum for en ekstern virkelighed, men en virkelighed som ofte var chokerende og brutal for publikum. De mest yderliggående naturalister havde en hang til med rå ord at skildre kønsdriftens ytringsformer og alle slags ildelugtende uhumskheder. Det var franskmanden Émile Zola, der udviklede den teoretiske tilgang til naturalismen i en kommentar kendt som Le Roman expérimental (”Den eksperimentelle Roman”) fra 1880. En eksperimenterende roman skal forstås i en videnskabelig kontekst, da der er tale om et forsøg, som opstilles, for at man kan studere resultatet. Den naturalistiske forfatter var med andre ord ligesom en videnskabsmand, der opstiller et forsøg for så at iagttage det og nedskrive resultatet. Følelser og især egne holdninger var fuldstændig ligegyldige og havde intet med resultatet at gøre. For Zolas vedkommende opstod denne form for litteratur ud af det 19. århundredes videnskabelige fremskridt. Videnskaben havde skabt en ny og bedre mulighed for at forstå den sociale verden. Han sammenlignede undertiden sig selv med en læge, der foretager en klinisk analyse. Naturalismen gik skridtet videre i forhold til realismen med dens påstand om det tætte bånd til videnskaben med en enorm vægt på naturen. Denne form for naturalistisk litteratur forsøgte at bringe videnskaben sammen med litteraturen; den lagde vægt på den biologiske arv, udformningen af miljøet og miljøets påvirkning på mennesker, som levede i samfundet. Der blev til gengæld ikke lagt den store vægt på den selvstændige udvikling af individet i en klassisk liberal forstand, men meget mere vægt på, hvordan mennesker handler og agerer, samt hvordan menneskers handlinger og identiteter reflekterede biologien eller de sociale omgivelser. Naturalisterne skulle i teorien arbejde efter samme princip som videnskabens mænd: indsamle en lang række fakta og på grundlag af dem give en fremstilling i deterministisk ånd, vise hvordan mennesker levede med den arvelige belastning og miljøet. Det var med andre ord de videnskabelige fremskridt i Europa, som bidrog til at skabe et litterært billede af mennesker, og den naturalistiske litteratur isolerede ofte et specifikt problem og viste, hvordan mennesker blev tvunget til at tage hånd om det (fx sygdom, fattigdom eller et dårligt ægteskab). Det var noget, som kontrollerede dem og afholdt dem fra at være frie mennesker. Disse romaner og dramaer havde en langt større effekt, end hvis man skrev en videnskabelig afhandling om samfundets problemer, fordi litteraturen til forskel fra et politisk essay havde muligheden for at dramatisere. Émile Zola og Familien Rougon En af de store naturalister var franskmanden Émile Zola (1840-1902), der voksede op i Aix-en-Provence i det sydlige Frankrig. I en alder af 7 år, døde hans far, hvilket resulterede i et meget tæt forhold til moderen. En anden, som han var meget tæt på i Aix-en-Provence, var vennen Paul Cézanne, den senere meget berømte postimpressionistiske maler. Zola flyttede i 1858 til Paris, hvor hans mor havde planer om, at han skulle blive jurist, men det lykkedes ham ikke at bestå den påkrævede eksamen for at kunne gå på universitetet. I stedet kastede Zola sig over den litterære verden i Paris og fik en stilling ved et forlag, og for at kunne forbedre sin økonomisk dårlige situation, begyndte han at skrive feuilletonromaner for et ulitterært publikum. Han begyndte også at skrive kunstkritiske artikler og blev en forsvarer for de nye impressionistiske malere, heriblandt den kontroversielle Edouard Manet, som malede et berømt portræt af Zola. Han blev gift med Élénore-Alexandrine Meley, men de fik aldrig nogen børn. Det gjorde han derimod med hendes syerske, Jeanne Rozerot, som han forelskede sig i, og sammen fik de to børn. I slutningen af det 19. århundrede gik Zola også ind i den politiske debat, da han angreb den franske regering for på falsk grundlag at have anklaget den jødisk-franske officer, Alfred Dreyfus, for at være tysk spion. Zola, der på dette tidspunkt var en af de mest berømte intellektuelle i Frankrig, forsvarede Dreyfus og krævede at den franske regering trak sine anklager tilbage. Zolas litterære teorier opstod ud af hans interesse for det tidlige impressionistiske forsøg på at formidle og skildre den umiddelbare omverden uden følelser. I takt med at han udviklede sin stil, forsøgte han at følge de samme principper, men han blev mere og mere interesseret i fysiologi, og hvordan arv formede familier og enkeltindivider. Disse temaer dukkede op som centrale ideer i hans berømte romanserie på tyve romaner om en familie, som levede i Frankrig under Napoleon 3. (1851-1870). Romanserien, som blev skrevet i årene mellem 1871 og 1893, fik fællestitlen Les Rougon-Macquart og fik betegnelsen Histoire naturelle et sociale d’une famille sous le second Empire ("En families naturlige og sociale historie under det andet kejserdømme"). Zola havde til hensigt at belyse de sociale forhold under det andet kejserdømme, for at republikkens herlighed og de nyeste fremskridt skulle lyse meget stærkere mod en mørk baggrund. Derudover havde romanen til hensigt, i overensstemmelse med arvelighedsforskningens daværende teorier, at fremstille en slægts degeneration. Ifølge Zola var der tale om et videnskabeligt eksperiment i romanform, og han arbejdede derfor meget systematisk og videnskabeligt. Han studerede virkelige menneskers levnedsforløb, de forskellige samfundslag, stænder og institutioner og oprettede kartoteker over sine hovedpersoner, akkurat som hvis det handlede om virkelige mennesker. Hovedpersonerne i romanserien var alle efterkommere af samme familie; de havde arvet visse træk fælles for dem alle, som for eksempel sindssyge og alkoholisme, men de udvikler sig forskelligt alt efter de kår, de vokser op i. Inspirationen til værket havde han fra Balzacs kæmpeværk La comédie Humaine (”Den menneskelige Komedie”), der også forsøgte at skabe et billede af alle sociale lag i det franske samfund gennem en række sammenhængende fortællinger. Zola var dog kritisk overfor Balzac, fordi hans tilgang var uvidenskabelig. Nogle af romanerne i serien, som for eksempel Nana gav et indblik i de franske eliters korrumperede liv. I romanen følger man i de sidste tre år af kejserdømmet Nana Coupeau, som er prostitueret for mange af de franske eliter. Hendes aktiviteter havde til hensigt at vise korruptionen blandt de franske eliter. Nana dukkede egentlig op i en tidligere roman L’Assommoir (1877), som havde til hensigt at vise fattigdommens invaliderende konsekvenser. I denne ser man, at hun er et resultat af arv og miljø som datter af en brutal alkoholiker. I slutningen af denne roman begynder hun at bo på gaderne og sit liv som prostitueret. Den berømte roman Germinal fra 1885 giver et mindeværdigt billede af de elendigheder, som arbejderne arbejdede under for overhovedet at gøre hele den moderne økonomi mulig. Han ønskede gennem denne roman at vise, hvad der var årsagen til den moderne økonomi ved at følge den unge maskinarbejder Etienne Lantier, der strejfer omkring i det nordlige Frankrig efter at være blevet afskediget fra sit tidligere arbejde. Han kommer til minebyen Voreux, hvor han får arbejde og bor hos familien Maheu, som har arbejdet i minerne i flere generationer. Familien Maheu består af Maheu, hans hustru, farfar Bonnemort, Zacharie, Catherine, Jeanlin og Estelle samt yderligere et par børn. Livet for minearbejderne var meget hårdt, og dette blev forværret, da arbejdsgiveren sænker lønnen. Etienne bliver involveret i en strejke med et krav om højere løn. Flere minearbejdere dør af sult i minebyen, og det hele ender med, at arbejderne giver fortabt og genoptager arbejdet nede i minerne. En af minearbejderne har imidlertid saboteret det, så minen braser sammen. Etienne og Catherine bliver lukket inde i minen og erkender overfor hinanden deres undertrykte kærlighed, som de hele tiden har haft for hinanden. Catherine dør, mens Etienne i sidste øjeblik bliver reddet, hvorefter han forlader minebyen og drager ud på landevejen. Etienne lærer imidlertid af sin oplevelser, og romanen antyder, at en ny social bevægelse vokser i denne miserable sociale verden. På trods af arven fra sin familie kommer han gradvist til at forstå det, og han lærer af sine omgivelser, at noget er galt, og at noget skal forandres. Zolas værk var ikke socialistisk, men det antyder alligevel, at dybe sociale problemer ligger, ligesom en mine, lige under overfladen i det velhavende franske samfund. Ibsens Et Dukkehjem og Gengangere Den norske forfatter Henrik Ibsen (1828-1906) skrev, ligesom Zola, også om sociale problemer, men han brugte dramaet som litterært medium til at formidle sine temaer. Han ønskede at vise betydningen af miljøet og omgivelsernes rolle i udformningen af det enkelte menneske. Henrik Ibsen kom fra en handelsfamilie som den ældste i en søskendeflok på fem. I begyndelsen var familien forholdsvis velhavende, men hårde tider førte til farens konkurs, og de måtte flytte til en mindre gård. Han gik i lære som apoteker, men tog til Kristiania, fordi han havde planer om et studere medicin. Han bestod dog ikke den afgørende eksamen, og ligesom Zola blev han en af tidens dominerende intellektuelle uden at have en akademisk grad. Han begyndte at skrive teateranmeldelser og som følge heraf også dramatik. I 1850 skrev han eventyrkomedien Kæmpehøien, der blev indleveret anonymt og blev antaget og opført i september samme år. Han blev engageret ved teatret i Bergen, og skrev i løbet af de seks år i Bergen fem skuespil. I 1864 forlod han Norge, og i de næste 27 år boede han i Italien og Tyskland. I denne periode skrev han alle sine store værker, som indeholdt en række temaer, der havde til hensigt at afsløre, hvad han så som fejl i det flotte småborgerlige samfund. Dramaerne Brand (1866) og Peer Gynt (1867) markerede Ibsens brud med den nationalromantiske tradition, som dominerede kulturlivet i Norge. Herefter fulgte nogle af hans mest berømte skuespil, som er Et Dukkehjem (1879) og Gengangere (1881), som portrætterede den ulykkelige middelklassefamilie i et kvælende socialt miljø. Ifølge Henrik Ibsen var der under overfladen af de tilsyneladende lykkelige og respektable middelklassefamilier hemmelige problemer, som kom til udtryk i fornægtelse og masser af ulykkelige kvinder. Hustruen (Nora Helmer) i Et Dukkehjem indser med tiden, at hun lever i et tomt og meningsløst ægteskab. Hun lever i et liv, som på ingen måde er tilfredsstillende for hende, da hun handler og agerer, som andre mennesker forventer, hun skal. I takt med at hun indser, hvordan hendes liv er blevet, beslutter hun sig for at forlade familien for at kunne leve et mere ærligt og frit liv. Dramaet slutter dramatisk, da hun smækker døren bag sig og forlader sin familie for at tage kontrollen over sit liv ved at afvise den rolle, som hun er blevet påtvunget af andre. Hun indser med andre ord, at hun har været en dukke, som hendes mand manipulerede med og legede med, når han ellers var i humør til det. Dramaet Gengangere kommer meget tættere på den litterære naturalisme, fordi familien i dette drama bliver hjemsøgt af spøgelser fra fortiden, inklusive en sygdom, som går i arv i familien. I stykket møder man Helene Alving og sønnen Osvald Alving, som lige er kommet hjem fra Paris efter at have forsøgt sig som kunstmaler. Sønnen havde imidlertid arvet nogle fysiske problemer fra sin far, men dramaet fokuserer egentlig på moderen, som bliver hjemsøgt efter sin mands død. Hun hjemsøges af døde overbevisninger, gamle løgne og gamle sociale konventioner. I dramaet afslører hun, at hele hendes liv har været en facade, hvor mandens umættelige omgang med andre kvinder og alkohol gjorde hendes liv uudholdeligt. Af den grund besluttede hun at sende Osvald væk i håb om, at han ikke skulle påtage sig nogle af farens laster. Hun grundlægger et børnehjem for at forhindre Osvald i at arve noget som helst fra sin far. Det viser sig imidlertid, at han har stærke erindringer om sin far, og at han ikke er kommet på midlertidigt besøg, men for at dø af en livstruende sygdom. Middelklassen, som den blev portrætteret hos Henrik Ibsen, var hverken lykkelig eller sund, og der var bestemt ikke noget sentimentalt over hans dramaer. Hos Ibsen var der ikke nogen sentimental lykke over familien, men snarere en form for sygdom liggende under overfladen. Ibsens dramaer såsom Gengangere og Et Dukkehjem provokerede kulturel opposition og kritik. De blev kritiseret for at være for negative og kun vise de dårlige sider af familielivet, og at de underminerede respekten for konventionelle familieværdier. Det var dog netop denne kontroversielle tendens, som gjorde ham populær i hele Europa og den vestlige teaterscene. Joseph Conrad og den europæiske imperialisme Et lignende komplekst syn på den moderne europæiske kultur kommer til udtryk hos den polsk-engelske forfatter Joseph Conrad (1857-1924), og ligesom Zola og Ibsens værker var Conrads foruroligende i hans portrættering af den brutale europæiske imperialisme i Asien og Afrika. Joseph Conrad var egentlig polak og født Korzenionowski i Ukraine. Hans forældre var brændende nationalister, som opkaldte deres søn Conrad efter en person i et berømt digt af den polske nationaldigter Adam Mickiewicz, som havde repræsenteret den polske sag i det 19. århundrede. Forældrene blev sendt i eksil på grund af deres antirussiske politiske aktiviteter, og begge forældre døde, før Conrad var tolv år gammel. Han blev opfostret af slægtninge i Polen, men han forlod Polen i 1847 og tog til Marseille, hvor han fik arbejde som sømand. Han sejlede på franske skibe, men kom med tiden over på engelske skibe og bestod eksamen til at blive first mate (første styrmand), og i 1886 blev han engelsk statsborger. Under forfatternavnet Joseph Conrad begyndte han at skrive et antal fortællinger om europæere, der rejste rundt i Europa, men han blev mest berømt for værker af typen som Heart of Darkness (1899), der handler om europæiske handelsmænd i Afrika. Nogle moderne kritikere har fordømt Conrad for at være racist, men hans portrættering af europæiske imperialister, heriblandt også den magthungrende Kurtz, i sin fortælling giver imidlertid et billede af europæere som brutale, grådige og barbariske. Han anklagede europæerne for at ignorere den brutale virkelighed under den imperialistiske propaganda i deres legitimerende påstand om at udbrede civilisationen. Han så hele Europa som ansvarligt for den brutale og grådige imperialisme i Afrika og Asien. Joseph Conrad forsøgte at afdække noget under overfladen i det europæiske samfund. Han så ikke sig selv som naturalistisk forfatter ligesom Zola, men hans værk kan sammenlignes med både Zolas og Ibsens i hans forsøg på at afdække den grimme, skjulte virkelighed. Publikationsår: 2017 Test dig selv i teksten Quizzen: Naturalistisk litteratur i slutningen af det 19. århundrede Arbejdsspørgsmål: 1. Hvordan er litteratur forskellig fra videnskab? 2. Kan litteratur give den samme viden om verden som videnskaben? 3. Er mennesker mere formet af deres arv og miljø end af deres individuelle vilje? Argumentér for din påstand. Anbefalet Litteratur: Brix, Jan Det realistiske Drama: Henrik Ibsen og Anton Tjekhov i Drama i Moderne Tid Litteraturens Verden, 2017 Brown, Frederick Zola: A Life New York: Farrar, Straus and Giroux, 1995 Hemmings, F.W.J. Émile Zola Oxford: Clarendon Press, 1966 Lukács, György Studies in European Realism: A Sociological Survey of the Writings of Balzac, Stenhal, Zola, Tolstoy, Gorki and Others (oversat af Edith Bonee) London: Hillway Publishing, 1950 Wilson, Angus Émile Zola: An Introductory Study of His Novels London: Secker and Warburg, 1952 Ferguson, Robert Henrik Ibsen: A New Biography New York: Dorset Press, 2001 Goldman, Michael Ibsen: The Dramaturgy of Fear Columbia University Press, 1998 Haugan, Jørgen Henrik Ibsens Metode: Den Indre Utvikling Gjennem Ibsens Dramatikk (norsk) Gyldendal, 1977 Johnston, Brian The Ibsen Cycle Pennsylvania State University Press, 1992 Johnston, Brian To the Third Empire: Ibsen’s Early Plays University of Minnesota Press, 1980 Johston, Brian Text and Supertext in Ibsen’s Drama Pennsylvania State Press, 1988 Meyer, Michael Ibsen History Press Ltd, Stroud (genoptryk 2004) Moi, Toril Henrik Ibsen and the Birth of Modernism: Art, Theater, Philosophy Oxford & New York: Oxford University Press, 2006 Gurko, Leo Joseph Conrad: Giant in Exile New York: MacMillan Company, 1962 Firchow, Peter Edgerly Envisioning Africa: Racism and Imperialism in Conrad’s Heart of Darkness University Press of Kentucky, 2000 Meyers, Jeffrey Joseph Conrad: A Biography New York: Charles Scribner’s Sons, 1991 Najder, Zdzislaw Joseph Conrad: A Life (oversat af Halina Najder) 2007 Stape, J.H. (red) The Cambridge Companion to Joseph Conrad Cambridge University Press, 2006 |
Af: Jan Brix
Émile Zola Émile Zola og Familien Rougon Émile Zolas hovedværk var romanserien Rougon-Macquart, der handler om det franske samfund under Det 2. Kejserdømme. Seriens hovedpersoner indgår i en stor vidtgrenet familie, og alle bærer på kernen af en nedarvet mental brist, som udsættes for diverse påvirkninger og giver forskellige udslag. Blandt disse romaner er L'Assommoir ("Agnes" eller "Drankerens Datter) fra 1877, Nana (1880) og Germinal (1885) samt La Bète humaine ("Menneskedyret") fra 1890
Henrik Ibsen Henrik Ibsen Henrik Ibsen (1828-1906) betragtes som grundlæggeren af det moderne drama. Joseph Conrad Joseph Conrad Joseph Conrad (1857-1924) var polak af fødsel og hed egentlig Józef Teodor Konrad Korzeniowski. Forældrene deltog i den polske opstand i 1863, og efter en kort studietid forlod han Polen og stak til søs. Han steg i graderne fra matros til kaptajn på et engelsk handelsskib og fik i 1884 engelsk statsborgerret. Elleve år senere debuterede han som romanforfatter, og vandt øjeblikkelig succes. Blandt Conrads bedste bøger hører Negeren på Narcissus, Lord Jim og Taifun. Charles Darwin Charles Darwin Charles Robert Darwin (1809-1882) er berømt for at have grundlagt den moderne evolutionsteori, men bidrog også med arbejder inden for andre felter. Darwins lære dannede grundlag for al biologisk forskning. Bogen Arternes Oprindelse, som udkom i 1859, regnes som hans hovedværk. Bogen redegør meget grundigt for et naturligt udvalg med talrige eksempler. Da den udkom, vakte den stor forargelse, men Darwin blev anerkendt som sin tids største videnskabsmand. Émile Zola Dreyfusaffæren Alfred Dreyfus Efter at have opnået en enorm anerkendelse som romanforfatter var Émile Zola blevet en anerkendt skikkelse i det intellektuelle Frankrig. Han blandede sig i Dreyfusaffæren. Alfred Dreyfus var en jødisk officer, som i 1894 blev dømt til livsvarigt fængsel i fransk Guyana på grund af påståede beskyldninger om landsforræderi om samarbejde med tyskerne. I samtiden blev sagen til en omfattende diskussion, da meget tydede på, at der var tale om et justitsmord. J'Accuse af Emile Zola J'Accuse ("Jeg anklager" Émile Zola blandede sig i debatten og blev overbevist om, at sagen afslørede et korrupt retssystem og en skjult antisemitisme i samfundet. Han offentliggjorde i 1898 den berømte artikel J'accuse ("Jeg anklager"), som var et åbent brev til den franske præsident. Artiklen sendte chokbølger gennem samfundet, og det sikrede ham mange fjender. Han blev idømt et års fængsel for injurier, men han flyttede til England, hvor han gik i eksil. Zola døde i 1902 i sit hjem, muligvis som følge af kulilteforgiftning. Dreyfus blev løsladt og først endeligt rehabiliteret i 1906. |