Naturalistisk litteratur
I slutningen af det 19. århundrede

Ovenstående tekst kan KUN ses af dig selv.

I slut­nin­gen af det 19. årh­undr­ed­e skabte eu­ro­pæi­sk­e for­fat­te­re en ny form for litterær realisme, der betegnedes naturalismen. Der var ikke tale om et radikalt brud med realismen, men derimod tale om at den nye litterære stil var en logisk videreud­vik­ling af den gamle. Da forskellene er meget små kan det nogle gange vise sig særdeles van­ske­ligt at adskille realisterne fra naturalisterne. Typerne lader sig dog al­li­ge­vel skille ud fra hinanden, da realisterne helst holdt sig til den jævne middelstand. Godt nok behandlede realisterne pro­ble­mer som politik, kvindesager og ægt­es­kab­er, men naturalisterne var langt mere dogmatiske i deres pessimistiske indstilling, idet de næsten u­de­luk­ken­de beskæftigede sig med de værste sider af menneskelivet. En anden af­gør­end­e forskel mellem de to ret­nin­ger var skæbnesynet. Hvor realisterne så men­nes­ker som an­svar­li­ge for deres hand­lin­ger og dermed i stand til at forandre deres skæbne, fulgte naturalisterne Darwins tanker om, at men­ne­sket er præget af arv og miljø. Dette kommer til udtryk hos en række markante for­fat­te­re, her­i­blandt den franske romanforfatter Émile Zola, den norske dramatiker Henrik Ibsen og den polsk-engelske romanforfatter Joseph Conrad. På trods af deres for­skel­li­ge nationaliteter og litterære stilarter afviste de alle det sentimentale optimistiske syn på det moderne samfund og men­ne­sket og satte spørgsm­ålste­gn ved de liberale antagelser om frem­skridtet i moderne euro­pæi­sk kultur.

Den naturalistiske lit­te­ra­tur
Det franske nederlag til Tyskland i 1870-1871 fun­ge­re­de som optakt til en periode, hvor Frankrig kunstnerisk og litterært blev en do­mi­ne­ren­de faktor i Europa. Det var enden på romantikken, som havde sit udspring i det 18. årh­undr­ed­es rationalisme og oplysningsideer. Romantikken var ikke fransk i sin oprindelse, men var kommet til Frankrig fra Schweiz, England og Tyskland. Realismen opstod som en reaktion på romantikken, og de antiromantiske franske realister søgte ganske na­tur­ligt deres åndshistoriske forbundsfæller blandt den franske oplysningstids fi­lo­sof­fer og for­fat­te­re. Romantikerne havde sat begreber som tra­di­ti­on meget højt, og romantikerne troede på den enkeltes geni og inspi­ra­tion, men så med foragt på videnskabsmændene. Det kom i­mid­ler­tid til et opgør med dette syn, da de moderne for­fat­te­re i 1870’erne og 1880’erne ikke stolede på individuelle inspi­ra­tioner, men selv drev en slags vi­den­ska­be­lig indsamling af stof, de skulle bruge i ska­bel­sen af ”objektive” sociale romaner på grundlag af detailstudier af ”vir­ke­lig­heden”.
Romanen havde fra be­gyn­del­sen været en blanding af realisme og romantik, men efter midten af det 19. årh­undr­ed­e fik den en stærk moralsk undertone. Et eksempel herpå er Charles Dickens, der skrev om børnenes arbejde på fabrikkerne og den brutale til­vær­els­e i slumkvartererne. Dickens kunne på grund af sin åbenlyse medfølelse med sine hovedpersoner betegnes som romantiker, men hans billede af vir­ke­lig­heden tilhører realismen. I Frankrig havde denne stilart sine re­præs­ent­ant­er i Flaubert, der ubarmhjertigt skrev om borgerskabets falske idealer i det kendte værk Madame Bovary fra 1857. Realisterne levede i­mid­ler­tid i en verden, hvor deres romantiske illusioner måtte vige for den vi­den­ska­be­lige erkendelse.
Den gængse positive tro på de vi­den­ska­be­lige frem­skridt og de po­li­tis­ke in­sti­tu­tion­er i Europa begyndte i­mid­ler­tid i slut­nin­gen af de 19. årh­undr­ed­e at tiltrække kritisk op­mærks­omh­ed fra en gruppe for­fat­te­re. Disse for­fat­te­re, som ikke var en del af den akademiske verden, var meget opmærksomme på videnskabens empiriske re­sul­ta­ter og ikke mindst Charles Darwins evolutionsteorier og den ge­ne­rel­le tro på frem­skridtet, som blom­stre­de i populærmedierne og inden for den akademiske kultur. Ligesom andre intellektuelle i denne periode ønskede forfatterne også at trække på den prestige, som var blevet u­løs­el­igt for­bun­det med videnskaben. Romanfor­fat­te­re og dramatikere kunne ikke opdage nye naturlove, men de kunne gennem studier og skrifter påvise, hvordan den sociale og økon­om­isk­e vir­ke­lig­hed var lige under overfladen af det eu­ro­pæi­sk­e samfund. Dette var fuld­stænd­ig sammenligneligt med den biologiske vir­ke­lig­hed i naturen. Målet for forfatterne i denne tid blev således, ligesom forskeren inden for videnskaben, at finde frem til den dybereliggende vir­ke­lig­hed i sam­fun­det.
Realisterne var på sin vis idealister, fordi de pro­te­ste­re­de mod sam­fun­dets overgreb og ønskede at forbedre det. De kunne skildre alle sam­funds­lag, men holdt sig helst til den jævne middelstand, og de satte pro­ble­mer under debat om ægteskab og kvindesag, fritænkeri, politik og kor­rup­ti­on, kon­kur­ren­ce, øk­on­om­isk svindel osv. De havde også et øje for menneskenes svagheder og dårlighed, men var ikke blinde for, at enkelte også kunne have gode egenskaber. Men realisterne levede på et tids­punkt, hvor deres romantiske illusioner skridt for skridt måtte vige for den vi­den­ska­be­lige erkendelse. Den nye gruppe for­fat­te­re byggede videre på realismen, men begyndte samtidig at omfavne visse aspekter af den do­mi­ne­ren­de kul­tu­rel­le tro på videnskaben. Forfatterne ønskede at bruge den nye videnskab til en social og litterær kritik af det moderne Europa. Mens mange så Charles Darwin som en forkynder af en optimistisk ud­vik­lingstro, oplevede man altså med den nye gruppe kreative for­fat­te­re en gennemgående pessimisme, og de rettede oftere op­mærks­omh­eden mod degeneration og dårlig arv end mod sunde arveanlæg og gode ud­vik­lingsmuligheder.
Lit­te­ra­turhistorikere har ofte beskrevet naturalismen som en bestemt tilgang til lit­te­ra­turen, men ligesom alle andre litterære og kunstneriske be­væg­els­er er den ikke let at definere. På mange måder minder naturalismen om den litterære realisme i dens forsøg på at und­slip­pe den romantiske sentimentalisme og de romantiske billeder af den isolerede, melankolske digter. Naturalisterne var mindre optaget af digteren og mere optaget af at portrættere de hårde realiteter i livet, især de realiteter som respektable folk ikke brød sig om at høre om eller diskutere. I den henseende gik naturalismen et skridt videre end den litterære realisme ved at fokusere på alle de ubehagelige sider af livet, nemlig kriminalitet, kor­rup­ti­on, sygdomme, fat­tig­dom, prostitution, mentale lidelser, alkoholisme, dårlige ægt­es­kab­er osv. De ville med andre ord bruge videnskaben til at belyse pro­ble­merne i sam­fun­det, pro­ble­mer som ikke forsvinder i et moderne samfund, men faktisk syntes at blive intensiveret. Naturalisterne ønskede at præs­ent­er­e publikum for en ekstern vir­ke­lig­hed, men en vir­ke­lig­hed som ofte var chokerende og brutal for publikum. De mest yderliggående naturalister havde en hang til med rå ord at skildre kønsdriftens ytringsformer og alle slags ildelugtende uhumskheder.
Det var fransk­man­den Émile Zola, der ud­vik­le­de den te­o­re­tis­ke tilgang til naturalismen i en kommentar kendt som Le Roman expérimental (”Den eksperimentelle Roman”) fra 1880. En eksperimenterende roman skal forstås i en vi­den­ska­be­lig kontekst, da der er tale om et forsøg, som opstilles, for at man kan studere re­sul­ta­tet. Den naturalistiske forfatter var med andre ord ligesom en videnskabsmand, der opstiller et forsøg for så at iagttage det og nedskrive re­sul­ta­tet. Følelser og især egne holdninger var fuld­stænd­ig ligegyldige og havde intet med re­sul­ta­tet at gøre.
For Zolas ved­kom­men­de opstod denne form for lit­te­ra­tur ud af det 19. årh­undr­ed­es vi­den­ska­be­lige frem­skridt. Videnskaben havde skabt en ny og bedre mulighed for at forstå den sociale verden. Han sam­men­lig­ne­de un­der­ti­den sig selv med en læge, der foretager en klinisk analyse. Naturalismen gik skridtet videre i forhold til realismen med dens påstand om det tætte bånd til videnskaben med en enorm vægt på naturen. Denne form for naturalistisk lit­te­ra­tur forsøgte at bringe videnskaben sammen med lit­te­ra­turen; den lagde vægt på den biologiske arv, ud­form­ning­en af miljøet og miljøets påv­irkn­ing på men­nes­ker, som levede i sam­fun­det. Der blev til gengæld ikke lagt den store vægt på den selv­stænd­ig­e ud­vik­ling af individet i en klassisk liberal forstand, men meget mere vægt på, hvordan men­nes­ker handler og agerer, samt hvordan men­nes­kers hand­lin­ger og identiteter reflekterede biologien eller de sociale omgivelser.
Naturalisterne skulle i teorien arbejde efter samme princip som videnskabens mænd: indsamle en lang række fakta og på grundlag af dem give en frem­stil­ling i deterministisk ånd, vise hvordan men­nes­ker levede med den arvelige belastning og miljøet. Det var med andre ord de vi­den­ska­be­lige frem­skridt i Europa, som bidrog til at skabe et litterært billede af men­nes­ker, og den naturalistiske lit­te­ra­tur isolerede ofte et spe­ci­fikt problem og viste, hvordan men­nes­ker blev tvunget til at tage hånd om det (fx sygdom, fat­tig­dom eller et dårligt ægteskab). Det var noget, som kon­trol­le­re­de dem og afholdt dem fra at være frie men­nes­ker. Disse romaner og dramaer havde en langt større effekt, end hvis man skrev en vi­den­ska­be­lig afhandling om sam­fun­dets pro­ble­mer, fordi lit­te­ra­turen til forskel fra et politisk essay havde mu­lig­he­den for at dramatisere.

Émile Zola og Familien Rougon
En af de store naturalister var fransk­man­den Émile Zola (1840-1902), der voksede op i Aix-en-Provence i det sydlige Frankrig. I en alder af 7 år, døde hans far, hvilket re­sul­te­re­de i et meget tæt forhold til moderen. En anden, som han var meget tæt på i Aix-en-Provence, var vennen Paul Cézanne, den senere meget berømte postimpressionistiske maler. Zola flyttede i 1858 til Paris, hvor hans mor havde planer om, at han skulle blive jurist, men det lykkedes ham ikke at bestå den påkrævede eksamen for at kunne gå på universitetet. I stedet kastede Zola sig over den litterære verden i Paris og fik en stilling ved et forlag, og for at kunne forbedre sin øk­on­om­isk dårlige si­tu­a­tion, begyndte han at skrive feuilletonromaner for et ulitterært publikum. Han begyndte også at skrive kunstkritiske artikler og blev en for­sva­rer for de nye impressionistiske malere, her­i­blandt den kontroversielle Edouard Manet, som malede et berømt portræt af Zola. Han blev gift med Élénore-Alexandrine Meley, men de fik aldrig nogen børn. Det gjorde han derimod med hendes syerske, Jeanne Rozerot, som han forelskede sig i, og sammen fik de to børn.
I slut­nin­gen af det 19. årh­undr­ed­e gik Zola også ind i den po­li­tis­ke debat, da han angreb den franske regering for på falsk grundlag at have anklaget den jødisk-franske officer, Alfred Dreyfus, for at være tysk spion. Zola, der på dette tids­punkt var en af de mest berømte intellektuelle i Frankrig, for­sva­re­de Dreyfus og krævede at den franske regering trak sine anklager tilbage.
Zolas litterære teorier opstod ud af hans in­te­res­se for det tidlige impressionistiske forsøg på at formidle og skildre den umiddelbare omverden uden følelser. I takt med at han ud­vik­le­de sin stil, forsøgte han at følge de samme prin­cip­per, men han blev mere og mere in­te­res­seret i fysiologi, og hvordan arv formede familier og enkeltindivider. Disse temaer dukkede op som centrale ideer i hans berømte romanserie på tyve romaner om en familie, som levede i Frankrig under Napoleon 3. (1851-1870). Romanserien, som blev skrevet i årene mellem 1871 og 1893, fik fællestitlen Les Rougon-Macquart og fik be­teg­nel­sen Histoire naturelle et sociale d’une famille sous le second Empire ("En families na­tur­li­ge og sociale historie under det andet kej­ser­dømm­e"). Zola havde til hensigt at belyse de sociale forhold under det andet kej­ser­dømm­e, for at re­pu­blik­kens herlighed og de nyeste frem­skridt skulle lyse meget stærkere mod en mørk baggrund. Derud­over havde romanen til hensigt, i o­ver­ens­stem­mel­se med ar­ve­lig­heds­forsk­ning­ens da­vær­end­e teorier, at frem­stil­le en slægts degeneration. Ifølge Zola var der tale om et vi­den­ska­be­ligt eksperiment i romanform, og han ar­bej­de­de derfor meget systematisk og vi­den­ska­be­ligt. Han studerede vir­ke­li­ge men­nes­kers levnedsforløb, de for­skel­li­ge sam­funds­lag, stænder og in­sti­tu­tion­er og op­ret­te­de kartoteker over sine hovedpersoner, akkurat som hvis det handlede om vir­ke­li­ge men­nes­ker. Hovedpersonerne i romanserien var alle efterkommere af samme familie; de havde arvet visse træk fælles for dem alle, som for eksempel sinds­sy­ge og alkoholisme, men de udvikler sig for­skel­ligt alt efter de kår, de vokser op i. Inspi­ra­tionen til værket havde han fra Balzacs kæmpeværk La comédie Humaine (”Den men­nes­ke­lig­e Komedie”), der også forsøgte at skabe et billede af alle sociale lag i det franske samfund gennem en række sammenhængende for­tæll­ing­er. Zola var dog kritisk overfor Balzac, fordi hans tilgang var uvi­den­ska­be­lig.
Nogle af romanerne i serien, som for eksempel Nana gav et indblik i de franske eliters korrumperede liv. I romanen følger man i de sidste tre år af kej­ser­dømm­et Nana Coupeau, som er prostitueret for mange af de franske eliter. Hendes ak­ti­vi­te­ter havde til hensigt at vise kor­rup­ti­onen blandt de franske eliter. Nana dukkede egentlig op i en tid­li­ge­re roman L’Assommoir (1877), som havde til hensigt at vise fat­tig­dommens invaliderende kon­se­kven­ser. I denne ser man, at hun er et resultat af arv og miljø som datter af en brutal alkoholiker. I slut­nin­gen af denne roman begynder hun at bo på gaderne og sit liv som prostitueret.
Den berømte roman Germinal fra 1885 giver et mindeværdigt billede af de elendigheder, som arbejderne ar­bej­de­de under for o­ver­ho­ve­det at gøre hele den moderne økonomi mulig. Han ønskede gennem denne roman at vise, hvad der var årsagen til den moderne økonomi ved at følge den unge maskinarbejder Etienne Lantier, der strejfer omkring i det nordlige Frankrig efter at være blevet afskediget fra sit tid­li­ge­re arbejde. Han kommer til minebyen Voreux, hvor han får arbejde og bor hos familien Maheu, som har arbejdet i minerne i flere generationer. Familien Maheu består af Maheu, hans hustru, farfar Bonnemort, Zacharie, Catherine, Jeanlin og Estelle samt y­der­li­ge­re et par børn. Livet for minearbejderne var meget hårdt, og dette blev for­værr­et, da arbejdsgiveren sænker lønnen. Etienne bliver in­vol­ve­ret i en strejke med et krav om højere løn. Flere minearbejdere dør af sult i minebyen, og det hele ender med, at arbejderne giver fortabt og genoptager arbejdet nede i minerne. En af minearbejderne har i­mid­ler­tid saboteret det, så minen braser sammen. Etienne og Catherine bliver lukket inde i minen og erkender overfor hinanden deres undertrykte kærlighed, som de hele tiden har haft for hinanden. Catherine dør, mens Etienne i sidste øjeblik bliver reddet, hvor­ef­ter han forlader minebyen og drager ud på landevejen.
Etienne lærer i­mid­ler­tid af sin oplevelser, og romanen antyder, at en ny social be­væg­els­e vokser i denne miserable sociale verden. På trods af arven fra sin familie kommer han gradvist til at forstå det, og han lærer af sine omgivelser, at noget er galt, og at noget skal forandres. Zolas værk var ikke socialistisk, men det antyder al­li­ge­vel, at dybe sociale pro­ble­mer ligger, ligesom en mine, lige under overfladen i det vel­ha­ven­de franske samfund.

Ibsens Et Dukkehjem og Gengangere
Den norske forfatter Henrik Ibsen (1828-1906) skrev, ligesom Zola, også om sociale pro­ble­mer, men han brugte dramaet som litterært medium til at formidle sine temaer. Han ønskede at vise be­tyd­ning­en af miljøet og omgivelsernes rolle i ud­form­ning­en af det enkelte menneske.
Henrik Ibsen kom fra en handelsfamilie som den ældste i en søskendeflok på fem. I be­gyn­del­sen var familien for­holds­vis vel­ha­ven­de, men hårde tider førte til farens konkurs, og de måtte flytte til en mindre gård. Han gik i lære som apoteker, men tog til Kristiania, fordi han havde planer om et studere medicin. Han bestod dog ikke den af­gør­end­e eksamen, og ligesom Zola blev han en af tidens do­mi­ne­ren­de intellektuelle uden at have en akademisk grad. Han begyndte at skrive teateranmeldelser og som følge heraf også dramatik. I 1850 skrev han eventyrkomedien Kæmpehøien, der blev indleveret anonymt og blev antaget og opført i sep­tem­ber samme år. Han blev engageret ved teatret i Bergen, og skrev i løbet af de seks år i Bergen fem skuespil.
I 1864 forlod han Norge, og i de næste 27 år boede han i Italien og Tyskland. I denne periode skrev han alle sine store værker, som indeholdt en række temaer, der havde til hensigt at afsløre, hvad han så som fejl i det flotte småborgerlige samfund. Dramaerne Brand (1866) og Peer Gynt (1867) mar­ke­red­e Ibsens brud med den nationalromantiske tra­di­ti­on, som do­mi­ne­re­de kulturlivet i Norge. Herefter fulgte nogle af hans mest berømte skuespil, som er Et Dukkehjem (1879) og Gengangere (1881), som portrætterede den ulyk­ke­li­ge middelklassefamilie i et kvælende socialt miljø. Ifølge Henrik Ibsen var der under overfladen af de til­sy­ne­la­den­de lyk­ke­li­ge og respektable mid­del­klas­se­fa­mi­li­er hem­me­li­ge pro­ble­mer, som kom til udtryk i fornægtelse og masser af ulyk­ke­li­ge kvinder. Hustruen (Nora Helmer) i Et Dukkehjem indser med tiden, at hun lever i et tomt og meningsløst ægteskab. Hun lever i et liv, som på ingen måde er tilfredsstillende for hende, da hun handler og agerer, som andre men­nes­ker forventer, hun skal. I takt med at hun indser, hvordan hendes liv er blevet, beslutter hun sig for at forlade familien for at kunne leve et mere ærligt og frit liv. Dramaet slutter dra­ma­tisk, da hun smækker døren bag sig og forlader sin familie for at tage kon­trol­len over sit liv ved at afvise den rolle, som hun er blevet påtvunget af andre. Hun indser med andre ord, at hun har været en dukke, som hendes mand manipulerede med og legede med, når han ellers var i humør til det.
Dramaet Gengangere kommer meget tættere på den litterære naturalisme, fordi familien i dette drama bliver hjemsøgt af spøgelser fra fortiden, in­klu­si­ve en sygdom, som går i arv i familien. I stykket møder man Helene Alving og sønnen Osvald Alving, som lige er kommet hjem fra Paris efter at have forsøgt sig som kunstmaler. Sønnen havde i­mid­ler­tid arvet nogle fysiske pro­ble­mer fra sin far, men dramaet fo­ku­se­rer egentlig på moderen, som bliver hjemsøgt efter sin mands død. Hun hjemsøges af døde overbevisninger, gamle løgne og gamle sociale konventioner. I dramaet afslører hun, at hele hendes liv har været en facade, hvor mandens umættelige omgang med andre kvinder og alkohol gjorde hendes liv uudholdeligt. Af den grund be­slut­te­de hun at sende Osvald væk i håb om, at han ikke skulle påtage sig nogle af farens laster. Hun grund­lægg­er et børnehjem for at for­hind­re Osvald i at arve noget som helst fra sin far. Det viser sig i­mid­ler­tid, at han har stærke erindringer om sin far, og at han ikke er kommet på mid­ler­ti­digt besøg, men for at dø af en livstruende sygdom.
Middelklassen, som den blev portrætteret hos Henrik Ibsen, var hverken lykkelig eller sund, og der var bestemt ikke noget sentimentalt over hans dramaer. Hos Ibsen var der ikke nogen sentimental lykke over familien, men snarere en form for sygdom liggende under overfladen. Ibsens dramaer såsom Gengangere og Et Dukkehjem provokerede kulturel op­po­si­ti­on og kritik. De blev kritiseret for at være for negative og kun vise de dårlige sider af familielivet, og at de un­der­mi­ne­re­de respekten for konventionelle familieværdier. Det var dog netop denne kontroversielle tendens, som gjorde ham populær i hele Europa og den vestlige teaterscene.

Joseph Conrad og den eu­ro­pæi­sk­e im­pe­ri­a­lis­me
Et lignende komplekst syn på den moderne eu­ro­pæi­sk­e kultur kommer til udtryk hos den polsk-engelske forfatter Joseph Conrad (1857-1924), og ligesom Zola og Ibsens værker var Conrads foruroligende i hans portrættering af den brutale eu­ro­pæi­sk­e im­pe­ri­a­lis­me i Asien og Afrika.
Joseph Conrad var egentlig polak og født Korzenionowski i Ukraine. Hans forældre var brændende na­ti­o­na­lis­ter, som opkaldte deres søn Conrad efter en person i et berømt digt af den polske nationaldigter Adam Mickiewicz, som havde re­præs­ent­er­et den polske sag i det 19. årh­undr­ed­e. Forældrene blev sendt i eksil på grund af deres antirussiske po­li­tis­ke ak­ti­vi­te­ter, og begge forældre døde, før Conrad var tolv år gammel. Han blev opfostret af slægtninge i Polen, men han forlod Polen i 1847 og tog til Marseille, hvor han fik arbejde som sømand. Han sejlede på franske skibe, men kom med tiden over på engelske skibe og bestod eksamen til at blive first mate (første styrmand), og i 1886 blev han engelsk statsborger.
Under forfatternavnet Joseph Conrad begyndte han at skrive et antal for­tæll­ing­er om eu­ro­pæe­r­e, der rejste rundt i Europa, men han blev mest berømt for værker af typen som Heart of Darkness (1899), der handler om eu­ro­pæi­sk­e han­dels­mænd i Afrika. Nogle moderne kri­ti­ke­re har fordømt Conrad for at være racist, men hans portrættering af eu­ro­pæi­sk­e imperialister, her­i­blandt også den magthungrende Kurtz, i sin fortælling giver i­mid­ler­tid et billede af eu­ro­pæe­r­e som brutale, grådige og barbariske. Han an­klag­ed­e eu­ro­pæe­rn­e for at ignorere den brutale vir­ke­lig­hed under den im­pe­ri­a­li­sti­ske pro­pa­gan­da i deres legitimerende påstand om at udbrede ci­vi­li­sa­ti­o­nen. Han så hele Europa som ansvarligt for den brutale og grådige im­pe­ri­a­lis­me i Afrika og Asien.
Joseph Conrad forsøgte at afdække noget under overfladen i det eu­ro­pæi­sk­e samfund. Han så ikke sig selv som naturalistisk forfatter ligesom Zola, men hans værk kan sammenlignes med både Zolas og Ibsens i hans forsøg på at afdække den grimme, skjulte vir­ke­lig­hed.

Publikationsår: 2017

Test dig selv i teksten
Quizzen: Naturalistisk lit­te­ra­tur i slut­nin­gen af det 19. årh­undr­ed­e

Ar­bejds­spørgsm­ål:

1. Hvordan er lit­te­ra­tur for­skel­lig fra videnskab?

2. Kan lit­te­ra­tur give den samme viden om verden som videnskaben?

3. Er men­nes­ker mere formet af deres arv og miljø end af deres individuelle vilje? Argumentér for din påstand.

An­be­fa­let Lit­te­ra­tur:

Brix, Jan
Det realistiske Drama: Henrik Ibsen og Anton Tjekhov i Drama i Moderne Tid
Lit­te­ra­turens Verden, 2017

Brown, Frederick
Zola: A Life
New York: Farrar, Straus and Giroux, 1995

Hemmings, F.W.J.
Émile Zola
Oxford: Clarendon Press, 1966

Lukács, György
Studies in European Realism: A Sociological Survey of the Writings of Balzac, Stenhal, Zola, Tolstoy, Gorki and Others (oversat af Edith Bonee)
London: Hillway Publishing, 1950

Wilson, Angus
Émile Zola: An Introductory Study of His Novels
London: Secker and Warburg, 1952

Ferguson, Robert
Henrik Ibsen: A New Biography
New York: Dorset Press, 2001

Goldman, Michael
Ibsen: The Dramaturgy of Fear
Columbia U­ni­ver­si­ty Press, 1998

Haugan, Jørgen
Henrik Ibsens Metode: Den Indre Utvikling Gjennem Ibsens Dramatikk (norsk)
Gyldendal, 1977

Johnston, Brian
The Ibsen Cycle
Pennsylvania State U­ni­ver­si­ty Press, 1992

Johnston, Brian
To the Third Empire: Ibsen’s Early Plays
U­ni­ver­si­ty of Minnesota Press, 1980

Johston, Brian
Text and Supertext in Ibsen’s Drama
Pennsylvania State Press, 1988

Meyer, Michael
Ibsen
History Press Ltd, Stroud (genoptryk 2004)

Moi, Toril
Henrik Ibsen and the Birth of Modernism: Art, Theater, Philosophy
Oxford & New York: Oxford U­ni­ver­si­ty Press, 2006

Gurko, Leo
Joseph Conrad: Giant in Exile
New York: MacMillan Company, 1962

Firchow, Peter Edgerly
Envisioning Africa: Racism and Imperialism in Conrad’s Heart of Darkness
U­ni­ver­si­ty Press of Kentucky, 2000

Meyers, Jeffrey
Joseph Conrad: A Biography
New York: Charles Scribner’s Sons, 1991

Najder, Zdzislaw
Joseph Conrad: A Life (oversat af Halina Najder)
2007

Stape, J.H. (red)
The Cam­brid­ge Companion to Joseph Conrad
Cambridge University Press, 2006