Det realistiske Drama - Henrik Ibsen og Anton Tjekhov


Nogle af det realistiske dramas største stjerner var nordmanden Henrik Ibsen (1828-1906) og russeren Anton Tjekhov (1860-1904). De bragte for alvor realismen ind i dramaet, hvilket ikke kun førte til e­ta­ble­ring­en af det moderne drama, men også stimulerede mange af reaktionerne imod realismen, som kom i det 20. årh­undr­ed­e. Henrik Ibsen havde stor ind­fly­del­se på den dra­ma­ti­ske digtning, og dette var til dels på grund af hans emnevalg; ved at medtage emner som kor­rup­ti­on, kønssygdomme og det bor­ger­li­ge ægteskabs skyggesider gjorde han det muligt for sine ef­ter­følg­er­e frit at behandle disse vanskelige emner. Anton Tjekhov var en pioner indenfor det moderne drama, fordi hans stykker var uden en egentlig handling og fremkaldte en illusion af at være et eksempel på livet.
Ibsen og Tjekhov fik mange til­hæng­er­e og skabte en lang række store dramatikere, som fx George Bernard Shaw, Arthur Miller, Tennessee Williams og Eugene O'Neill, og deres bedrifter inspirerede og stimulerede innovative dramatikere som Luigi Pirandello og Bertolt Brecht.

Det realistiske drama
Realismen var et forsøg på at skabe en troværdig repræsentation af vir­ke­lig­he­dens dag­lig­liv, og den ink­lu­de­re­de en afvisning af den romantiske i­de­a­lis­me, det subjektive og det eksotiske til fordel for en brutal gengivelse af livet, som det var. De tidlige realister havde lagt stor vægt på omgivelsernes be­tyd­ning i ska­bel­sen af den individuelle karakter. Dette blev endnu ty­de­li­ge­re i det realistiske drama, for på dette tids­punkt havde Charles Darwin udgivet sit værk Origin of Species (”Arternes Oprindelse”). Tesen i dette værk var, at det er dyrenes og menneskenes tilpasning til miljøet, som over tid forårsager for­an­drin­ger. For de senere realister gjorde denne indsigt, at man, både inden for fiktion og drama, lagde endnu mere vægt på miljøet, end man havde gjort i den tidlige realisme.
I det realistiske drama var det hen­sig­ten at give en troværdig portrættering af sam­fun­det og verden med særlig fokus på middelklassen, som var blevet den do­mi­ne­ren­de sam­funds­grup­pe i denne periode. Dramatikeren forsøgte at ef­ter­lig­ne videnskabsmanden i sit forsøg på at lade omgivelserne være det af­gør­end­e.
Sammen med disse nye e­le­men­ter opstod der i for­bin­del­se med det realistiske drama nogle nye sceneteknikker, som fx proscenium buen (latin afledt af det græske proskenion, der betyder ”foran scenen”). Proscenium buen var den forreste del af teaterscenen, der kunne være skudt lidt frem i publikumsrummet. I det realistiske drama skulle skuespillerne forestille sig, at dette var en væg, og at de ikke kunne se publikum; publikum skulle kigge udefra og ind i rummet og herigennem se, hvordan de lever deres liv. Der blev ikke længere talt til publikum, som det tid­li­ge­re havde været meget anvendt, og der var heller ikke ek­semp­ler på, at skuespillerne talte til sig selv. Disse e­le­men­ter havde man tid­li­ge­re anvendt for at dele følelser eller tanker med publikum, men i det realistiske drama blev disse e­le­men­ter be­trag­tet som urealistiske. Skuespillerne skulle forestille sig, at der ikke var noget publikum, og enhver handling i det realistiske drama skulle være plausibel. En eventuel eksposition skulle gøres på en naturlig måde. En af karaktererne kan forklare til en anden, hvad der er sket, og derved forklare os, hvad der foregår i dramaet. På scenen handlede det også om at gøre rummet så realistisk som muligt og fylde det med autentiske møbler, ting, malerier og tapet, som det ville se ud i et rigtigt middelklassehus.

Henrik Ibsen
- Et dukkehjem

Den norske dramatiker Henrik Ibsen (1828-1906) er kendt som grund­lægg­er­en af det moderne drama, hvor men­ne­sket er drevet af skjulte psykiske kræfter. I de tidlige år skrev han en lang række skuespil, som blev opført i Norge, og i 1863 kom gen­nem­brud­det med Kongs-Emnerne. Hans store gen­nem­brud kom dog, mens han opholdt sig i udlandet (Italien og Tyskland). Han gik over til at skrive de dramaer, som kom til at karakterisere hans senere karriere, og det, som blev grund­la­get for det realistiske drama.
I 1877 udgav Ibsen sit første e­gent­li­ge samtidsdrama med værket Samfundsstøtter, der handlede om fusk i økon­om­isk­e affærer samt om per­son­ligt og of­fent­ligt bedrag. Dramaet blev uropført i Odense og Køb­enh­avn. Herefter fulgte i 1879 det skandaleombruste værk Et dukkehjem, og i 1881 skrev han værket Gengangere, som blev uropført i Chicago det ef­ter­følg­end­e år.
Da Ibsen skrev disse dramaer, ville ingen af de re­spek­te­re­de teatre røre dem, fordi de angreb sam­fun­dets støtter, såsom ægt­es­kab­et, familien og kirken. Disse portrætteres i Ibsens dramaer som under­tryk­ken­de og hykleriske og som ødelæggende for det enkelte menneske, som forsøgte at skabe sig et liv i sam­fun­det. Langsomt begyndte små avantgardeteatre at dukke op netop med det formål at vise de teaterstykker, som de re­spek­te­re­de teatre ikke ønskede at vise. Først da publikum blev fanget af Ibsens dramaer, og folk blev in­te­res­se­re­de i denne form for skuespil, begyndte de e­ta­ble­re­de teatre at vise hans stykker. Ligesom enhver anden ny kunstform skulle Henrik Ibsen skabe sit eget publikum, for i be­gyn­del­sen var der ikke noget publikum. Publikum skulle skabes, mens han skabte sine skuespil, hvilket tog lang tid. Det er meget sigende, at den første pro­duk­ti­on af Gengangere blev opført på et lille ubetydeligt teater i Chicago, og bag stod en række norske ud­vand­re­re.
Ibsens bedst kendte skuespil er for­ment­lig Et dukkehjem, om end det bestemt ikke er alle, som regner det for at være blandt hans bedste. Dramaet illustrerer meget godt tendenserne i det nye drama. Det handler om kvinden Nora Helmer, der er gift med juristen Thorvald Helmer. Hun indser, at hun er fanget som menneske og individ, da hun ikke får mulighed for at udvikle sig. Årsagen er, at først hendes far og nu hendes ægtemand ikke tager hende al­vor­ligt som menneske; hun har altid været en dukke i en andens dukkehjem. I slut­nin­gen siger hun om sin far til Thorvald: Han kaldte mig sit dukkebarn, og han legede med mig, som jeg legede med mine dukker. Så kom jeg i huset til dig -. Nora vælger, hvilket var et chok for alle i 1879, at forlade sin mand og sine børn i et forsøg på at genopdage sig selv som menneske. Alle var chokerede over en sådan handling, og det var en af årsagerne til, at ingen e­ta­ble­re­de teatre ønskede at vise særligt dette stykke. Til sidst i stykket taler Nora og Thorvald om pligter. Nora siger: Hvad regner du da for mine helligste pligter? Helmer: Og det skal jeg behøve at sige dig! Er det ikke pligterne imod din mand og dine børn?, hvortil Nora svarer, at hun har en pligt, som er mindst ligeså hellig: Jeg har andre ligeså hellige pligter, hvilket er: Pligterne imod mig selv. Helmer svarer Nora, at hun først og fremmest er hustru og moder, men det tror Nora ikke på: ....jeg er først og fremmest et menneske, jeg, ligesåvel som du, - eller i al fald, at jeg skal forsøge på at bli'e det. Nora ved godt, at det er sådan konventionerne siger, det skal være, og sådan det står skrevet i bøgerne, men hun vil ikke længere følge bøgerne. Hun har behov for at tænke over tingene og få styr på det.
Nora Helmer mener, at hun før alt andet er et menneske eller i det mindste vil forsøge at blive et menneske.
Dette har uden tvivl været chokerende udtalelser i 1879, og senere ønskede en norsk kvindeor­ga­ni­sa­ti­on at give ham en pris. De ville ære ham for at være den mand, som i deres livstid havde gjort mere for kvinderet­tig­he­der end nogen anden. Henrik Ibsen ønskede dog ikke at modtage nogen pris, da han først og fremmest var digter og forfatter og ikke kæmpede for sociale ret­tig­he­der. Han er­klær­ede­, at han ikke ar­gu­men­te­re­de for kvinders ret­tig­he­der per se, og at han faktisk ikke helt var klar over, hvad kvinderet­tig­he­der var. Ibsen var med andre ord ikke in­te­res­se­ret i hverken kvinders eller mænds ret­tig­he­der, men i men­nes­kers ret­tig­he­der. Han er­klær­ede­, at alle hans dramaer handlede om for­ti­dens døds hånd. Han henviste til alle de traditioner, skikke og konventioner, som er et resultat af fortiden, og som dræber nutiden.
I dette drama er det ikke kun Nora Helmer, som er et offer for den døde hånd; hendes mand er også et offer. Begge mener, at ægt­es­kab­et og kønsrollemønstrene er fastlagt og ikke kan ændres, da det er, hvad sam­fun­det har lært dem. For Henrik Ibsen er det en del af det pres, som omgivelserne altid påfører det enkelte individ. Det er sam­fun­det, som skaber det enkelte menneske. Presset fra omgivelserne er i Ibsens realistiske dramaer altid symboliseret på scenen af de om­fat­ten­de scenedekorationer, der sym­bo­li­se­rer det pres, som omgivelserne lægger på det enkelte individ. Huset repræsenterer traditionerne, ægt­es­kab­et og familien.
Henrik Ibsen skabte det moderne drama ved at ændre på ind­hol­det; han brugte scenen til at reflektere moderne pro­blem­stil­lin­ger, her­i­blandt kvinders un­der­tryk­kel­se, korrupte po­li­ti­ke­re og journalistik. Men til sin nye form for drama brugte han den velkendte la pièce faite (”det veldrejede drama”), som er en mekanisme med en indviklet intrige lige før krisen, og til sidst kommer klimaks. Dramaet Et dukkehjem er bygget op efter det veldrejede drama; dramaet indledes dagen før familiens årlige julefest, hvor Nora altid danser tarantella i et stor­slåe­t kostume. Fra be­gyn­del­sen af dramaet kan man spore, at hun er anspændt, nervøs og bekymret, og i takt med dramaet finder vi ud af hvorfor. For år tilbage havde hun forfalsket sin fars underskrift på et lånedokument for at skaffe penge til en ferie til hende og Thorvald. Thorvald havde valgt at blive selv­stænd­ig sagfører, men overanstrenger sig og får an­be­fa­let et kurophold, som de ikke har råd til. Helmer vil ikke låne penge. Men Nora indser alvoren og optager i hem­me­lig­hed et lån. Over for Helmer lyver hun og siger, at hun har fået pengene af sin døende far. I vir­ke­lig­he­den har hun forfalsket sin fars underskrift efter hans død som kaution for lånet hos juristen Krogstad. Helmer bliver i mel­lem­ti­den ansat i den bank, hvor Krogstad er ansat, og Helmer ønsker ham fjernet. Krogstad afpresser Nora, hvis hun ikke overtaler sin mand til at lade ham blive i banken. Efter at hun har danset tarantella, får Helmer lyst til at elske med hende, men brevet tvinger de to ud i et skænderi.
Noras for­bry­del­se må holdes skjult, og de skal stadig bo sammen, men hun må ikke have med sine børn at gøre. Krogstad og Noras veninde finder i­mid­ler­tid sammen, og han giver gældsbrevet tilbage. Helmer fortryder alt det, han har bebrejdet Nora, men hun er dybt skuffet over ham, og hun indser, at hun har været en dukke, som hendes mand legede med, når han var i humør til det. Dramaet er således med det skæbnesvangre brev og Noras tarantella stadig et veldrejet skuespil med den stramme struktur og or­ga­ni­sa­ti­on, men med de e­le­men­ter, som re­vo­lu­ti­onerede ind­hol­det.

Anton Tjekhov
- Onkel Vanja

I skærende kontrast til Henrik Ibsen står den russiske dramatiker Anton Tjekhov, der forlod det veldrejede drama og fik ind­hol­det til at passe til formen. Tjekhov fuldendte den realistiske re­vo­lu­ti­on indenfor dramaet ved at bringe dramaet tættere på det vir­ke­li­ge liv. Han fik formen til at tilpasse sig det vir­ke­li­ge liv i stedet for omvendt, som det var til­fældet hos Henrik Ibsen. For Tjekhov handlede det ikke kun om ægteskab og andre konventionelle forhold, men om hverdagslivet og de daglige gøremål. Tjekhov ønskede at ændre dramaets form for at gøre det mere virkelighedstro; livet på scenen skulle være, som livet er i vir­ke­lig­he­den, og personerne skal være ægte personer med ægte følelser og pro­ble­mer.
Anton Tjekhov (1860-1904) gen­nem­gik som dramatiker en bemærkelsesværdig ud­vik­ling fra de første farcer og meldodramaer til de al­vor­li­ge skuespil. I 1897 skrev han dramaet Onkel Vanja, som på perfekt vis illustrerer hans måde at betragte dramaet og vir­ke­lig­he­den på. Derud­over skrev han også de an­er­kend­te mesterværker Tre søstre og Kirsebærhaven, skrevet hen­holds­vis i 1901 og 1904.
Hand­lin­gen i Onkel Vanja foregår på et gods i Rusland i slut­nin­gen af det 19. årh­undr­ed­e, og beboerne på godset er Vanja, hans niece Sonja, Vanjas mor, en gammel mand og tjenestefolkene. Vanjas søster havde ejet godset, da hun havde fået det som en medgift, så hun kunne gifte sig med en vis professor Serebtyakov. De havde aldrig boet på godset, men Vanja havde passet det og sendt indtægterne, som godset genererede, til dem. Da Vanjas søster døde, flyttede datteren Sonja ud på godset, og i fællesskab havde de styret godset og sendt indtægterne til professoren og hans nye unge smukke hustru, Jelena. Professoren bliver tvunget til at trække sig tilbage, og han vælger sammen med sin nye hustru at flytte ud på godset. Deres til­ste­de­vær­els­e på godset skaber kaos på godset. For det første holder professoren sig vågen til langt ud på natten og sover til langt ud på dagen. Jelena er så smuk, at hun vækker ønsket om et bedre liv i både Vanja og i den midaldrende læge, som ofte besøger godset. Begge forelsker sig i Jelena, som er ulykkeligt gift med professoren, men mangler mod til at forlade ham eller have en affære med en af de to mænd. I mel­lem­ti­den indrømmer Sonja til Jelena, at hun længe har været forelsket i doktor Astrov, en kærlighed, som han ikke gengælder eller er bekendt med.
Denne si­tu­a­tion er typisk for Anton Tjekhov, da han har en hel gruppe men­nes­ker, som forfølger deres egne drømme. I lit­te­ra­turen er der altid en hovedperson, men i det vir­ke­li­ge liv findes der ikke hovedpersoner; det vir­ke­li­ge liv består af individer, som forfølger deres egne mål og drømme. Det vir­ke­li­ge liv har ingen helt eller heltinde; i det vir­ke­li­ge liv er det enkelte menneske sit eget centrum, men det foregår altid sammen med andre men­nes­ker, som har nøjagtig samme op­fat­tel­se. Tjekhov forfølger i den kontekst det vir­ke­li­ge liv med mange hovedpersoner, som hver især forfølger deres mål og drømme. Hurtigt opdager man, at Tjekhov ikke har ét handlingsforløb i dette drama, men adskil­lige. Man følger de enkelte personer og betragter, hvordan deres mål og drømme påvirker og kommer på tværs af hinanden. Både doktor Astrov og Vanja er forelsket i Jelena, men hun er gift med professoren og er ikke in­te­res­se­ret i at bryde med ham eller starte en kærlighedsaffære. Det er således ikke kun Astrov og Vanja, som er ulykkelige, men også Jelena, og alle tre træder dermed dødvande. Sonja er forelsket i doktor Astrov, som o­ver­ho­ve­det ikke bemærker hende, og han gengælder dermed ikke hendes kærlighed.
Dramaets handling kulminerer, da professoren beslutter sig for at sælge godset og flytte med Jelena til Finland. Vanja er på dette tids­punkt allerede o­ver­be­vist om, at professoren er en bedrager, og har indset, at han har spildt hele sit liv på godset for at tjene professoren. For Vanja er det sidste dråbe, fordi det ikke alene vil betyde, at han selv skal flytte, men også alle de andre. Vanja finder en gammel pistol og forsøger at skyde professoren. Første skud misser professoren, og andet skud mis­lyk­kes, hvor­ef­ter han forsøger at begå selvmord. Han stjæler noget morfin fra doktor Astrovs lægetaske, men Astrov opdager den mang­len­de morfin, og det lykkes ham og de andre at overtale Vanja til at levere det tilbage. Professoren og Jelena vælger at forlade godset, hvor­ef­ter alt vender tilbage til det gamle. Vanja og Sonja styrer godset og fort­sætt­er med at sende indtægterne til professoren og Jelena. Til sidst sidder Vanja og Sonja ved et bord og gen­nem­går øk­on­om­ie­n; de græder, fordi de indser, at dette er deres liv, og de får ikke mulighed for at ændre det igen. Det samme er til­fældet for andre personer, såsom Jelena og Astrov, der falder tilbage til deres gamle roller og rutiner. Da de havde mulighed for at ændre det, tog de ikke chancen.
Alle karaktererne i Onkel Vanja er, på nær professoren, handlingslammede, fordi de i mod­sætn­ing til ham angrer, at de aldrig er begyndt at leve livet. I slut­nin­gen er de klar over, at intet kommer til at ændre sig, og de er blevet kedeligt bevidste om, at den mulighed, de havde for at ændre deres liv, er passeret, og at dette øjeblik ikke kommer igen. Dette er meget typisk for Anton Tjekhov og be­trag­tes som hans store bidrag til det moderne drama. Generelt undgår Tjekhov det sorte og hvide i sine dramaer, da intet er sort eller hvidt. I hans skuespil er der som hovedregel ingen, der dør, og der er ingen store slutninger, da personerne bare fort­sætt­er deres liv, efter at skuespillet er slut. Ligesom i det vir­ke­li­ge liv har hans skuespil altså intet klimaks, da hand­lin­gen bare er en række hændelser, som illustrerer en del af karakterernes liv. Der findes i det vir­ke­li­ge liv ingen god eller dårlig slutning, bare livet.

Publikationsår: 2017

Ar­bejds­spørgsm­ål:

1. Hvad sker der med Nora Helmer, efter at hun forlader sit hjem i slut­nin­gen af Et dukkehjem? Hvad tror du, der sker?

2. Tag fat i hver enkelt karakter i Onkel Vanja og følg hans/hendes handlingsforløb. Bemærk særligt de steder, hvor fortællingerne skærer hinanden. Hvad sker der, når deres veje krydses? Hvordan har handlingsforløbene en tendens til at neutralisere hinanden og på hvilken måde?

An­be­fa­let lit­te­ra­tur:

Brix, Jan
Naturalistisk lit­te­ra­tur: I slut­nin­gen af det 19. årh­undr­ed­e i Lit­te­ra­tur i Moderne Tid
Lit­te­ra­turens Verden, 2017

Ibsen, Henrik
Et dukkehjem
Mikro skuespil, 2013

Ferguson, Robert
Henrik Ibsen: A New Biography
New York: Dorset Press, 2001

Goldman, Michael
Ibsen: The Dramaturgy of Fear
Columbia U­ni­ver­si­ty Press, 1998

Haugan, Jørgen
Henrik Ibsens Metode: Den Indre Utvikling Gjennem Ibsens Dramatikk (norsk)
Gyldendal, 1977

Johnston, Brian
The Ibsen Cycle
Pennsylvania State U­ni­ver­si­ty Press, 1992

Johnston, Brian
To the Third Empire: Ibsen’s Early Plays
U­ni­ver­si­ty of Minnesota Press, 1980

Johston, Brian
Text and Supertext in Ibsen’s Drama
Pennsylvania State Press, 1988

Meyer, Michael
Ibsen
History Press Ltd, Stroud (genoptryk 2004)

Moi, Toril
Henrik Ibsen and the Birth of Modernism: Art, Theater, Philosophy
Oxford & New York: Oxford U­ni­ver­si­ty Press, 2006

Dessau, Frederik
Anton Tjekhov
Gyldendal, 1998

Tjekhov, Anton
Onkel Vanja
E-bog, 2011